Tale til demonstration for minimumsnormeringer d. 6. april 2019 – Viborg

Jeg er mor til tre børn Sofia, Niels og Karl. De går alle tre i børnehave. Jeg græd da jeg så DR dokumentaren “Hvem passer vores børn”. Jeg græd fordi det gjorde ondt at se de vilkår vi byder vores børn, men jeg græd også fordi jeg desværre ikke var overrasket.

Da min yngste Karl var lige knap 1 år begyndte han i vuggestue. Karl var og er heldigvis en selvstændig dreng fyldt med initiativer og gode idéer så han er ikke sådan at kue. Karl gik i en rigtig god vuggestue her i Viborg, hvor pædagogernes faglighed skinnede igennem og jeg kunne mærke deres engagement.

Karl var glad for sin vuggestue og det var jeg også. Dog var det ikke hver dag jeg tog glad og rolig på arbejde. Jeg oplevede flere gange i de to år Karl gik i vuggestue, at stå i døren at tælle antallet af børn, fordi jeg syntes, det virkede, som om der var mange og det var der også. Der var ikke usædvanligt at aflevere på en stue med 10 børn, dermed blev Karl barn nr 11 på stuen.

Pædagogerne eller rettere pædagogen var hurtigt talt, for der var kun 1!

1 pædagog til 11 vuggestue børn, det er fuldstændig vanvittigt! Vi taler her om helt små børn, som næsten lige er påbegyndt deres rejse til at blive et menneske. Små børn, som i den grad har brug for omsorg, hjælp og guidning i stortset alle henseender og oven i det, så går de alle med ble.

Pædagogen sad på gulvet omringet af legende børn og støj niveauet var derefter. Hun havde to grædende børn på skødet mens hun samtidig aede en hikstende pige ved siden af sig. Selv i det kæmpe kaos af legende og grædende børn havde hun stadig overskuddet til at sige godmorgen til Karl. Hun smilede og bød ham velkommen til en ny dag.

Jeg er også pædagog dog ikke i en daginstituion.

Fordi jeg er pædagog ved jeg at pædagoger er verdens mestre i at være afbalancerede og rolige i kaos. Jeg ved, at mange pædagoger i daginstitutionerne ikke kommer på toilettet slet og ret fordi der ikke tid. Jeg ved, at de går i et ekstremt støjende og konfliktfyldt miljø det meste af dagen fordi de en stor del af tiden ikke engang tilnærmelsesvis er nok til at nå alle børnene. Jeg ved at pædagogerne hver dag går på kompromis fordi de mangler hænder og tid til at give vores børn de bedste vilkår ude i institutionerne!

Pædagogerne kan ikke klandres for tilstanden i daginstitutionerne. Faktisk burde de hyldes for at holde ud og kæmpe videre for vores børn.

Nej det er nogle helt andre, som skal stå til ansvar! Det er jer, som tager beslutningerne det er kommunal- og folketingspolitikerne. Jer som alt for længe har ladet stå til og lukket øjne og øre for den virkelighed vi byder vores børn!

Pædagogernes fagforening BUPL og pædagogerne i daginsitutionerne har skreget af deres lungers fulde kraft på en opnormering i årevis.

Men nu råber forældrene sammen med jer! Og vi kan råbe højt når vi står sammen!

Børnene er meget mere værd end det vi giver dem nu! Børnene er en investering ikke en udgift. Børnene har brug for nærvær og omsorg for at blive til hele mennesker. Derfor skal der investeres i daginstitutionerne, der må flere pædagoger pr barn til for at sikre et godt børneliv for alle børn og så vi forældre ikke længere skal stille os selv spørgsmålet hvem passer vores børn?

Politikerne kan ikke lukke ørerne mere! De skal høre os! Der skal flere pædagoger i vores daginstitutioner….de kan ikke være andet bekendt!

Tak for ordet.

Kommentarer