Hvor ofte venter dit barn forgæves?

Lige nu samles forældrene landet over i protest i mod de vilkår børnene i de danske daginstitutioner møder hver dag. Lørdag den 6. april vil vi alle mødes til en landsdækkende demonstration for sammen at vise vores politikere at der skal ske en forandring.

Jeg er mor til 3 børn Sofia, Niels og Karl. De går alle tre i en rigtig skøn børnehave hvor der arbejder nogen helt vildt engagerede og dygtige pædagoger, som både mine børn og jeg er rigtig glade for.

Pædagogerne skal hver dag udfordre børnene, de skal lege, de skal trøste, de skal udvikle, de skal kramme og meget mere. Det er pædagogerne, som skal passe på mit og dit allermest dyrebare, mens vi går på arbejde og det burde vi kunne gøre i tryg forvisning om at vores børn har det godt. Men pædagogerne er pressede! Vi er nødt til at indse, at de ikke kan nå alt det vi ønsker og alt det politikerne forventer med den aktuelle normering. Det er desværre ikke en selvfølge at vores børn får den nærvær og omsorg, som de har brug for.

Jeg sad sammen med min datter Sofia og lavede et skilt til demonstrationen d. 6. april. Vi talte om hvorfor det er at vi skal demonstrere. Jeg forklarede hende at det skal vi fordi der skal være flere voksne i børnehaven, flere voksne, som har tid til at lege og lytte. Sofia på 5 år svarede mig: “Ja nogen gange siger de voksne at de ikke har tid og så må børnene vente.”

Og ja nogen mennesker vil sige at børn skal lære at vente, men jeg gad godt vide hvor mange gange om ugen ja endda om dagen børnene ude i de danske daginstitutioner må vente og måske vente forgæves på en voksen, som har tid. Hvor ofte får vores børn ikke den hjælp eller trøst de havde brug for?

Sommetider kommer min søn Karl på snart 4år hjem fra børnehaven og fortæller at han har slået sig, da han var ude på legepladsen. Så spørger jeg ham altid hvem der trøstede ham? Nogen gange siger han ingen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om det var på grund af, at han ikke kunne finde en voksen, som havde tid til trøst og et kram

Det er frygteligt at jeg tænker sådan og jeg burde ikke gøre det, men det er desværre en realitet jeg er smerteligt bevidst om. Jeg ved at pædagogerne gør deres ypperste for at nå børnene, men uanset hvor dygtige de er har de kun to hænder og de er slet ikke nok til at løse den helt vildt vigtige opgave det er at passe på og udvikle vores små kommende verdensborgere.

Det burde være en selvfølge at der er altid er voksne nok til at hjælpe, støtte og trøste børnene i daginstitutionerne. Aldrig burde nogen børn føle sig glemt eller blive overset.

Politikerne må og skal vågne op! Vilkårerne og rammerne for vores børn skal forbedres.

Politikerne skal handle nu, de kan ikke være andet bekendt!

Kommentarer