Jeg gør hvad jeg kan, men hvad er det lige jeg skal gøre lidt smartere

Valgkampen er startet, og Anders Samuelsen og resten af banden i liberal alliance tordner endnu engang mod den offentlige sektor med budskabet om, at man gennem effektivisering og en benhård prioritering af arbejdsopgaverne kan levere bedre omsorg for færre penge. Jeg bliver i tvivl om Anders Samuelsen har nogen som helst fornemmelse af, hvordan dagligdagen ser ud i de danske daginstitutioner – men min virkelighed er, at jeg skal forholde mig til, at liberal alliances politiske valg influerer direkte på mit arbejdsliv.

Jeg er pædagog. Jeg skaber selvstændige og selvtænkende individer, som er bevidst om sig selv og deres egne holdninger – samtidig med, at de spejler sig og formår at være en del af det sociale fællesskab, det er at gå i børnehave. Men mine arbejdsvilkår er blevet stadigt forringet igennem de sidste mange år, og sandheden er at jeg kæmper en daglig kamp for at opretholde en grundlæggende omsorg og et anstændigt nærvær overfor de børn jeg arbejder med.

Det er onsdag eftermiddag og vi er kun to voksne til, at skabe rum for legemiljøer på legepladsen. Jeg er lige ved at tage Johannes op fra hans middagslur. Jeg er i gang med at guide ham til selv, at tage sit tøj på da jeg hører et skrig fra legepladsen. Jeg vender mig om, og ser at Lukas og Alexander er kommet op og slås. Jeg iler til, og får skilt drengene ad, og efter at de lige har fået vejret – så prøver jeg at afklare, hvad der er sket. Nu løber Alexander væk, mens han råber, at Lukas lyver – og at det var Lukas der startede. Jeg vender mig om, og ser lige ind i øjnene på Signe, som har stået bagved mig hele tiden med våde tissebukser. Hun ser utilpas ud, om det er fordi at det svier på benene eller om hun blev bange for Alexander ved jeg ikke. Imens har Lukas opgivet at fortælle mig hans side af historien – og jeg vælger, at tage Signe i hånden og går op mod toiletterne for at skifte hendes tøj. Da jeg åbner døren, ser jeg at Johannes bukser stadig ligger på gulvet – jeg kikker mig over skulderen og ser, at han kører rundt på en rød trehjulet cykel i underbukser.

Så er det jeg gerne vil spørge Anders Samuelsen og liberal alliance. – hvor er det jeg skal prioritere lidt bedre og smartere, så jeg sikrer at alle børn bliver set, hørt og anerkendt? – og hvor er det jeg skal levere lidt bedre velfærd for færre penge?

Det helt store problem er nemlig, at Anders Samuelsen henter hans argumentation i new public management tankegangen. Han argumenterer til stadighed, at man gennem reformer kan få en offentlig sektor som fungerer bedre og koster mindre. Problemet er bare, at den tese ikke holder. Der findes efterhånden omfattende evidens for at kunne konkludere new public management leverer ringere service for flere penge.

Konsekvensen har været et underprioriteret daginstitutionsområde, som har været ramt af personalemæssig afvikling siden før årtusindskiftet – og vi står med en generation af børn, som lider under de fuldstændigt uacceptable vilkår jeg er bliver budt som pædagog. Daginstitutionsområdet har ikke brug for afvikling, men en genopretning og fortsat udvikling.

Faktum er, at daginstitutionsområdet vil blive kraftigt udfordret de kommende år. Fremskrivningsprognoser fra Danmarks statistik viser at børnetallet vil stige med 56.000 frem mod år 2025. Det vil kræve, at der bliver ansat 8500 pædagoger bare for at opretholde de nuværende normeringer.

Liberal alliance siger at de har modet til at vise vejen for Danmark – ja, jeg får lyst til at tilføje at de – sammen med venstre og de konservative – er ved at vise vejen for, hvordan man taber en hel generation af børn på gulvet.

Som pædagog på daginstitutionsområdet kan jeg kun på det kraftigste anbefale at give børnene din stemme, når der er folketingsvalg om ikke alt for længe – det fortjener de.

Indlæget er blevet bragt i avisen Danmark D. 9/5-19, og på flg. netaviser dbrs.dk, jv.dk, hsfo.dk, vafo.dk  og fyens.dk d. 8/5-19.

Kommentarer