Talen fra 6. april 2019 Holstebro

”Røglugten fylder bilen, jeg er på vej hjem fra mit arbejde som pædagog i en børnehave. Idag har været en hektisk dag, grundet sygdom blev vores sårbare normering meget synlig. Så synligt nogle forældre ville ønske de kunne blive og give en hjælpende hånd.
Denne formiddag, har der ikke været plads til hverken nærhed, omsorg eller kvalitet. Børnene har overlevet og det har jeg også, det er på ingen måde en rar følelse nede i maven eller inde i sindet.”

Sådan har jeg blandt andet skrevet i et blogindlæg på voresvirkelighed.dk – For jeg står her i dag med to kasketter på; Jeg er først og fremmest mor til to mindre børn der benytter dagtilbud, samtidig er jeg uddannet pædagog og arbejder i en børnehave. Jeg som person er så glad for at vi forældre nu står sammen, og bakker op om den kamp pædagogerne længe har gjort opmærksom på.

Det er mandag morgen, vi kender det alle, man hygger 5 minutter for meget ved morgenbordet, og lige inden man skal ud af døren laver mindste manden en ekstra ”gave”, man godt kunne have været foruden. Vi kommer afsted, en anelse mere forjagede end man ønsker, lettere presset over man selv har et job der kalder på en. Men vi træder ind i vuggestuen, her bliver vi altid mødt med imødekommenhed, smil og et varmt godmorgen. Pædagogerne og det øvrige pædagogiske personale, lader os ikke vide om det faktisk er en kaos dag, der står for døren. De er dybt professionelle, de ved at forældrene afleverer deres dyrebareste guld, hvis forældrene aflevere med ro i sindet, er det en meget lettere overgang for barnet. Pædagogerne har altså allerede skabt et miljø, hvor både forældre og børn skal føle sig trygge, uanset hvilken måde de er kommet udad døren på eller uanset hvilken dag der står for døren.

Jeg forstår godt, hvorfor forældre har malet et dejligt ”grønt” billede over hele landet i tilfredshedsundersøgelsen; den ro pædagoger afspejler trods kaos, kan snyde enhver. Forældrene har respekt for det arbejde det pædagogiske personale udføre her dag; ja nogle ting kan gøres bedre, MEN det kan de kun hvis ressourcerne følger med til området. Der kan ikke foregå høj pædagogisk faglighed og aktiviteter i og udenfor huset, så længe der ikke er nok pædagoger til at yde den omsorg børnene har behov for.
Jeg som forældre er 100 procent tilfreds med den indsats mine børns pædagoger og øvrige pædagogiske personales udfører hver dag. De gør det så godt som de kan, med de ressourcer de har tildelt. MEN dette betyder ikke at jeg er tilfreds med den normering, som mine børn tilbringer 37 timer om ugen i. Jeg gør mit bedste for, at mine børn får en form for robusthed, så de også kan gøre opmærksomme på sig selv, i deres dagtilbud.

Data fra regneark kan ALDRIG stå alene, derfor kan en tilfredshedsundersøgelse heller ikke stå alene. Hvor mange pædagoger og andet pædagogisk personale rammes der ikke af stress, og hvad gør det ikke for vores børns hverdag? Pædagoger (inklusiv jeg selv) har længe prøvet at råbe toppen af kransekagen op, men uden held, ikke engang en ordentlig drøftelse af minimumsnormeringer kan komme i tale. Hvem er det vi ønsker som børnenes statsminister, hvis ikke engang børnene kan komme på dagsorden?

Institutionernes kerneopgave er blandt andet at skabe trivsel, dannelse, udvikling og læring. Dette bliver utrolig udfordret af den minimale pædagogiske normering der er i Danmarks dagtilbud, som gør det svært at nå rundt om det enkelte barn og give den omsorg, som det kræver at skabe trivsel, som så igen har så stor betydning for barnets dannelse, udvikling og læring.

Vi har alle set eller hørt om dokumentaren ”Hvem passer vores børn”, her bliver det helt tydeligt at basale ting som nærvær og omsorg hænger i en alt for tynd tråd, vores børn kæmper om opmærksomheden fra de få voksen som de bruger de fleste af deres vågne timer sammen med. Der er simpelthen ikke sammenhæng mellem de ressourcer der er til rådighed, børnene og de forventninger der er fra systemet.
En hurtig hovedregning (som Christiansborg så godt kan lide) for et barn der tilbringer 37 timer i daginstitution, får ca. 4 timers opmærksomhed fra en voksen på en uge (hvis de er heldige – vel og mærket at der ikke er andre børn der har et større behov, eller et andet barn der kan gøre mere opmærksom på sig selv).
Da jeg både er mor og pædagog, ved jeg af erfaring at det dog nærmest i dag er bedre med negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed. Nogle børn og nogle problematikker kræver mere nærvær, og fratager ressourcerne fra de børn der er gode til at ”passe” sig selv.
I foregående udregning er der heller ikke taget højde for møder, sygdom og lignende, derfor bliver denne udregning total sammenligelige med den fra Danmarks statistik omkring normeringer i daginstitutioner, som ligeledes er ubrugeligt data.

Kære velfærdspolitikker, tag nu lige og kig på det som i kalder Velfærd! – Er det i orden at vores fremtid er en gambling? At børn i 0-6 års området skal nøjes med 4 timers voksen kontakt (hvis de er heldige) ud af de 37 timer de snildt bruger i dagtilbud om ugen. En kontakt som skal give dem tryghed, nærvær og omsorg, for at skabe et miljø, hvor de kan udvikle sig og få en grobund for at blive til dannede mennesker. Mennesker som senere skal sikre Danmarks fremtid.
De kommer til at vokse op i en kultur, hvor det handler om at råbe højest for at blive hørt og set, en kultur hvor man må tænke på sig selv, og hvor negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Hvordan skal mennesker, der vokser op i sådan et samfund, ende med at skulle drive et sundt demokratisk samfund videre? Når man fra helt lille, er blevet ”overladt” til sig selv og har skullet kæmpe om omsorgen?

Vi forældre er rykket tættere sammen, for NU har vi fået nok. Vi vil se forandringer nu, vi ønsker vores børn vokser op i et sundt velfærdssamfund, hvor man får den omsorg og nærhed der er grundlæggende for den generelle udvikling og trivsel. Vi ønsker ikke deres fremtid skal være en gambling.
Grænsen om minimumsnormeringer kan eller skal ikke laves udfra regneark eller konsulenters konsulenters fortællinger om området. NEJ; for Kære velfærdspolitikker nu er nok nok. I må lytte til folket som står med hænderne i den varme grød hver dag, de kan fortælle sandheden, de kan fortælle virkeligheden, og i den debat ønsker vi forældre MINIMUMSNORMERINGER NU!

#hvorerderenvoksen
#minimumsnormeringerNU
#godtbørneliv
#dkpol

Kommentarer