Nutidens børn er fremtidens voksne.

Nogle gange kaster et barn med en stol, eller råber at jeg er en fucking møgluder. Nogle gange løber et barn væk, gemmer sig og nægter at komme frem. Andre gange møder jeg børn som sidder og bare er. Børn, som bliver mere og mere usynlige. Og ensomme.
Som professionelle i daginstitutioner og skoler møder vi hver dag børn som reagerer på måder, vi ikke helt forstår. Når vi er under konstant pres, er vi ikke altid nærværende nok til at opdage, at et barns måske voldsomme reaktion i virkeligheden kan være et råb om hjælp. Vi risikerer at skælde ud, istedet for at skifte fokus og se bag om årsagen til barnets adfærd. Det kræver nemlig både tid og følelsesmæssigt overskud. Ingen af delene er tilstede, hvis vi har alt for travlt, hele tiden er på vej videre og konstant afbrydes.

Jeg har ikke længere små børn. Jeg har endnu ikke børnebørn. Jeg arbejder ikke i en vuggestue eller i en børnehave. Så hvad kommer minimumsnormeringer mig ved?

Minimumsnormeringer kommer mig ved, fordi jeg igennem en længere årrække har arbejdet i folkeskolen. Og tro mig, vi kan mærke, når børn ikke har fået den nødvendige opmærksomhed igennem deres første tidlige udvikling. Vi løber også hurtigt. Vi kan heller ikke nå det hele, og vi kan kun i begrænset omfang være med til at lappe hullerne i udviklingen af de personlige og sociale kompetencer der skal til, for at kunne klare en lang skoledag. En lang skoledag, hvor der primært er et stort, politisk, fokus på faglige præstationer.

Og så er der endnu en årsag til, at minimumsnormeringer ligger mig på sinde. Jeg tænker nemlig sommetider på, at når vi voksne en dag er blevet gamle mænd og kvinder, så kommer vi til at møde de her børn igen; de kan blive vores sygeplejerske, sosu eller læge. Så håber vi selvfølgelig, at de vil møde os med nærvær og empati. Med forståelse og omsorg. Men hvordan skal de kunne det, hvis de ikke selv mødte det i tilstrækkeligt omfang, imens de voksede op?

Det er tid til at ændre politikernes ensidige fokus på effektiviseringer og præstationer. Lad os få tid til nærvær og omsorg, så vi kan skabe en socialt bæredygtig fremtid.

Kommentarer