Udløbsdatoen er overskredet!

Det er eftermiddag og jeg er alene på legepladsen med omkring 23 børn. For tiden er vi genhuset i en anden institution, deres personale er også på legepladsen – men tanken er, at man som udgangspunkt har øje for egne børn i forhold til trøst, toiletbesøg, anden form for hjælp. Dette med tanken om, at det skal være en voksen man er tryg ved.
Jeg ser et barn, som er trist og frustreret. Jeg går over til barnet og sætter mig ved siden af hende, spørger hende hvad der er sket og hun fortæller mig at hun rigtig gerne vil gynge, men at der ikke er plads til hende. Jeg ved, at netop det at hun oplever en begrænsning, en ændring af den virkelighed hun forestiller sig, kan være utroligt svært for hende, derfor ved jeg også, at det er meget vigtigt, at jeg har tid, er nærværende, er anerkendende, rolig samt har muligheden for at kunne sætte en ny ramme for hende.
Men midt i vores vigtige samtale kommer der en voksen fra den anden institution for at fortælle mig, at der er nogle børn på toilettet, der har brug for min hjælp. Hvilket betyder at jeg må bryde op og gå fra situationen.
Resten af eftermiddagen har denne pige rigtig mange udfordringer i forbindelse med hendes sociale interaktioner med de andre børn. Hun bliver ydermere meget frustreret og ked af det, da jeg igen er alene på legepladsen, med samme antal børn – hvor der heller ikke er nogen voksne fra den anden institution – og hun har tisset i bukserne og gerne vil have nye bukser på nu! Hvilket er ganske forståeligt, men det var bare ikke muligt for mig, da det vil betyde at jeg skulle efterlade de resterende 22 børn alene på legepladsen. Det resulterede i, at hun råbte og skreg af mig. Ærlig talt, så forstod jeg godt hendes følelser, jeg forstod og mærkede hendes frustration. Tænk på, hvordan du selv ville have det med at stå i tøj, der var vådt af tis, men ikke kunne få noget nyt og tørt tøj på. Det er i mine øjne en krænkelse af barnet.

Men sandheden er også, at det her er min hverdag. Hver dag står jeg i situationer, hvor jeg ikke kan dele mig op og være flere steder på en gang. Jeg går hjem fra arbejde, de fleste dage, med en følelse af samt en viden om, at mit arbejde ikke var tilstrækkeligt. Det er skrækkeligt og stressende.

Mit håb og ønske er, at pædagogfaget ikke kun bliver værdsat, men også bliver prioriteret højt! Her taler jeg til politikkerne – både dem i kommunerne, men så sandelig også dem inde på Christiansborg, som har travlt med at kaste ansvaret væk og over til kommunerne – men virkeligheden er at kommunerne er i spændetrøje på grund af budgetterne, som udstikkes fra Christiansborg.
Der er én vej; der SKAL investeres indenfor pædagogområdet, der SKAL flere pædagoger til i de danske institutioner og dette ikke kun i tidsrummet mellem 9-12. Der SKAL et løft til og udløbsdatoen er overskredet.

Kommentarer