Hvorfor mon jeg “kun” blev pædagog?


Jeg er vokset op i et meget broget kvarter. Det var et stort socialt boligbyggeri, som jeg syntes var fedt at vokse op i. Det var arbejderklassen, og dem som ingen arbejde havde, i hvert fald ikke et man kunne opgi til skattevæsenet. Min far var murer og min mor var socialist, og alt hvad der hed noget med social var jeg enig i og stolt af. Det var en selvfølge, at skulle løfte i flok, og alle var gode nok. Det var først mange år senere på seminariet, at det gik op for mig, at socialt-bolig-byggeri også kunne bruges til at beskrive bestemte, ikke så attraktive, grupper i vores samfund.
Nå men mine kammerater og bedste venner var selvfølgelig mere eller mindre farvede af vores kvarter. Jeg oplevede egentlig, at mange havde stærke sammenhold i familierne. Det var bare ikke alle, som var helt lovlydige. Nogle fædre sad i fængsel, andre havde en far, som havde skudt ud af vinduet, og andre igen, havde en stedfar som bankede dem. Vores skole var også farvet. Men kun med én farve, og det var sort. Lærerne blev tiltalt Hr. og Fru., og nogen af dem, havde stadig svært ved ikke længere, at måtte bruge fysisk afstraffelse. Vi oplevede mange uretfærdigheder på skolen, og jeg ejede ikke skyggen af respekt, for de ”små” lærere som synes, i vores optik, at have fornøjelse i, at tryne elever, som i forvejen havde det svært nok.
Jeg husker især én dag, hvor min ven Tommy kom i skole, efter at have fået bank af sin stedfar. Han var så ked, vred og forslået, og vi andre var så bestyrtede over, hvad havde været udsat for. Vi syntes ganske enkelt det var synd og forfærdeligt, og vi hadede alle den stedfar. Hvad skulle vi dog gøre for at hjælpe Tommy? For noget skulle vi da gøre!
Da vi jo var i skole, kom der naturligvis en lærer ind i klassen for at undervise. Tommy har nok ikke haft særlig varme følelser for voksne den dag. Og han lod muligvis sin sindstilstand gå ud over sin undervisningsmotivation. Det husker jeg intet om. Men jeg husker, at det ender med, at vores lærer skælder Tommy voldsomt ud, og at han efterfølgende styrter ud af klasselokalet. Vi var alle så rystede. Og følelsen af uretfærdighed satte dybe spor, i hvert fald i mig.

Og sådan voksede jeg op, sammen med mine venner og kammerater som hver især havde, eller ikke havde, adgang til muligheder for ”det gode liv”. Det var faktisk ret åbenlyst for os alle sammen, hvem af os der ville klarer det samfundsmæssigt ønskværdigt, og hvem af os som ville få et liv på, eller ude over kanten. Som ung voksen tog Tommy sit eget liv. Og ved minde-cermonien var alle vi fremmødte gamle klassekammerater, tilbage i klasseværelset.
Hvor var de voksne, som skulle have grebet ind og hjulpet? Kunne nogen ikke have gjort en bedre forskel for de unger i mit kvarter og i lignende kvarterer? Til nogens overraskelse var det fine fyre og fede veninder. Kunne nogen have gjort noget ved uretfærdigheden?
Jeg selv som ung voksen, anede ikke hvad jeg ville blive til. Ved tilfældigheder tog jeg et frivilligt arbejde på en af Kirkens korshærs varmestuer. De skæve eksistenser havde over årene fået en særlig plads i mit hjerte. For på barndommens gade havde jeg lært, at der er godt i os alle, og at dårlig adfærd opstår i kølvandet på dårlig behandling.
Og så oplevede jeg, at jeg med en meget lille indsats, kunne gøre en kæmpe forskel. Og så stod det mig klart, at jeg ville være pædagog og gøre store forskelle. Og det er stadig det, der driver mig her 20 år efter. Hver gang jeg møder et barn på kanten, møder jeg også Tommy, og det får mig til at træde varsomt og omsorgsfuldt. Jeg vil gerne være den trygge klippe, de kan hvile sig op af, og derefter tage nye afsæt i bedre retninger. Derfor er jeg pædagog. En stolt pædagog.

Kommentarer