Egen-omsorg. Når jeg lægger armene om mig selv, favner jeg flere.

Jeg er pædagog. Men lige meget om du er lærer, socialrådgiver, sosu eller anden omsorgsarbejder, tænker jeg, at du desværre kan nikke genkendende til den følgende historie. Den handler om egenomsorg:

Som menneske er jeg stærk. Jeg elsker livet og alles des facetter, dets op og nedture. Jeg tager det hele med. Og gerne med åbne arme. Jeg trives i modvind og glædes af at overvinde store udfordringer. Jeg plejer at sige om mig selv ”Jeg er heldig at være født med et lyst sind”. Så jeg har kløet på med krum hals, i en naiv tiltro til, at jeg klarer alt, især på mit arbejde. Jeg vil altid gøre mit bedste. Jeg kender ingen anden vej.

Men jeg har forandret mig. Noget er kommet snigende ind i min sjæl, uden at jeg bemærkede det. Og dog.. når jeg tænker tilbage, så kan jeg høre mig selv have mange samtaler med mine pædagog og lærerkollegaer om, at vi skal passe på os selv. Det er nærmest blevet en stående joke, at mange af os ikke kan huske fra næse til mund, og at ”hvad vi ikke har i hovedet, må vi have i benene” sjov, når vi møder hinanden løbe rundt som dumme høns, fordi man igen har glemt noget. Vi griner. Men det er faktisk ikke sjovt. Men vi klarer det kun ved at grine. På afstand er det ikke sjovt. Min stemme er oftere blevet for høj og for hurtig. Jeg hører mig selv sige ”nej tak” oftere og oftere til sociale ting i privatlivet. Det er bydende nødvendigt, at komme på arbejde i så meget zentilstand så muligt. Og jeg mener, så meget så muligt, for jeg har da tænkt det sidste års tid, at dagen slet ikke er lang nok, til at nå at kompenserer, og få mig selv i balance, og stadig nå en god lang nattesøvn.
Indholdsløse samtaler, slår mig omkuld, og jeg har intet at give menneskene i min privatsfære udover de helt nære. Der er ikke mere at tage af. Fysisk sker der forandringer i min krop. Smerter i ben, hårde muskler i nakken, kæmper konstant med trang til krumbøjethed, hårtab og sansetab. Mine gåture i skoven gav ikke længere mening. Jeg konstaterede blot, at jeg sjældent sad derude mere, som jeg plejede. Og det gav mig intet, at kigge op i træernes kroner. Nej jeg skulle bare videre videre..

Og hvordan fik jeg så øje på, at det var noget galt? Og hvordan fik jeg øje på, hvad der skal til, for at bevare mig selv, som det livsglade menneske jeg er oprigtigt. Altså i endnu flere af dagens timer, og uden at nå dertil, hvor jeg skal bede om en sygemelding. Jeg elsker mit arbejde, mine kollegaer og ikke mindst de skønne unger jeg har i min varetægt, så en sygemelding, vil slå mig hårdere omkuld, end det vil gøre at fortsætte.

Når der sker noget hårdt i børns liv, påvirker det dem i alle deres gøremål og relationer, og så er der ikke andet at gøre, end at lægge armene om dem, og stå sammen med dem.
Når noget hårdt påvirker mig, påvirker det også mine gøremål og relationer, og så er kun ét at gøre, og det er at lægge armene om mig selv.
Når det er så logisk med børnene, hvorfor er det så, så svært at tage alvorligt med sig selv? Men det er alvorligt. Og det er der ét særligt menneske, som fik mig til at indse. Det særlige menneske er skuespiller og instruktør Jens Arentzen. Så levende og karismatisk og lidt skræmmende. Han trængte helt ind i min hjerne og mit hjerte til en konference, hvor Jens holdt oplæg. Overskriften var, at vi er nød til at passe på os selv som omsorgsarbejdere, ellers bliver vi dårligere og dårligere til at udøver den påkrævede omsorg, som vi alle tilstræber i arbejdet.

Jeg tror Jens ramte mig, fordi han selv er et af de børn, vi pædagoger, lærere, og andre omsorgs-arbejderer ”slår” os på, blot nu med den voksnes veltalenhed og analyseren. Han taler fra barnet i sig, til barnet i mig. Og han bruger en slående betegnelse for en fælles tilstand af børn og voksne under pres, og det er STRESSFORGIFTNING. Hvad vil det sige at være stressforgiftet for børn? Og hvad vil det sige for de børn, hvis deres omsorgspersoner, lærere og pædagoger, også er stressforgiftede? Og hvad vil det sige, for os som privatperson at være stressforgiftet?

Jens beskriver det som, at vi lever på lånt tid i et hamsterhjul, som langsomt tærer os op. Tærer os op, hvis vi ikke tager os selv mere alvorligt. Men det ved vi alle godt i forvejen, men Jens kan få én til at føle det. Og når vi føler, begriber vi endelig, at vi skal skride til handling. Så kan det godt være, der går en rum tid, hvor den viden og erkendelse ligger og rumsterer, som for mit vedkommende. Men i mit møde med Jens blev der sat en pind i hamsterhjulet, som har bremset det hele lidt op. Måneder gik der dog, førend jeg fik skredet til endelig handling. Og den handling jeg gjorde, var så lille, men fik så stor kraft, at jeg bliver rørt til tårer, når jeg tænker på det.

Der er intet hokuspokus ved Jens. Han er en nobel herre på 60. Men med en stor viden om det at være menneske. Ikke bare fysisk, fagligt, socialt og personligt, som er de gængse termer vi professionelle beskriver børn og mennesker i, nej Jens inddrager den, på en måde, skjulte dimension: Følelserne. Vi ved, de er der, men de får ikke den opmærksomhed, som de burde. I kraft af sit eget liv og hans karrierer som skuespiller og instruktør, er Jens blevet en stor kapacitet i menneskers følelser. Hvad som sker med os, når vores følelser skifter.
Han er gammeldags nærværende, vidende og meget givende. Og så har han nogle gode simple bud på, hvad vi hver især kan stille op i vores hamsterhjul, som bliver tungere og tungere at drive rundt.

Én dag hvor ingen stod foran jeg selv i omsorgskøen, fik jeg endelig skredet til handling. Jeg gik til massør. Massøren påstod at de fleste mennesker havde områder, hvor de var spændte i muskulaturen. Det havde jeg ikke. Nej´ jeg var så men spændt op over hele kroppen. Fra top til tå, lå min hud øm hen over spændt muskulatur, som om jeg var parat til at forsvarer mig mod et angreb 24-7. Nogle uger senere endte jeg så igen, lidt ved tilfældigheder, på en meget dygtig massørs bænk. Jens s ord lever stadig i mig, så hvorfor ikke prøve massage igen. Hun gik løs på min nakke og skuldre. Det kløede ned i min arm med smerter og efterfølgende også i det ene ben. Og i dagevis lignede min hud, en syg rødspætte. Mine sønner studsede højlydt om aftenen over, at min hukommelse flere gange var hurtigere end deres. ”Mor du har hukommelse”. Men det bedste og smukkeste skete nærste morgen, da jeg stod ud af sengen. Mine fødder var helt bløde, og jeg kunne mærke jordkloden under mig. ”Wow” tænkte jeg. Jeg sansede og mærkede frit mine omgivelser. Turen i skoven med hunden var sanseligt stærkere, end jeg havde registreret længe. Og jeg blev helt rørt i mit hjertet. Lyde gik lettere ind og duftene vækkede min snusen til live i skoven og træernes kroner svajede smukt i bølger. Jeg anede ikke før der, hvor galt det havde stået til med mig. Jo intellektuelt vidste jeg det, men nu mærkede jeg det. Uden Jens s input er det ikke sikkert, jeg havde nået at handle i tide. Jeg fik noget til hjernen, men mest til hjertet.

Jens har nemlig noget på hjertet. Han vil gerne have vi omsorgsarbejdere, lærere og pædagoger får oplevelsen af vores faglige værdighed, sociale overskud og livsglæde tilbage. Og det vil jeg også gerne. Jeg vil ikke længere, med selvironi, le af, hvor presset jeg selv og mine skønne kollegaer er. Så derfor glædes jeg over, at jeg fik lov til at opleve Jens Arentzen i nogle timer fyldt med stof til eftertanke, benzin på tanken og en kurvfuld af glædesfyldte handlemuligheder.

Massage blev min kæp i hjulet. Hvad er mon din ? Og hvorfor er det vigtigt?
Det er det fordi, vi har menneskers trivsel på sinde. Børn og voksne. Vi kender alle gode kollegaer, der pludselig får det dér genkendelige triste drag om munden, når de udbrændes, og som aldrig helt forsvinder fra deres ansigt igen. Og vi kender alle til et barn, som fik flere skældud end godt var, fordi den voksne var presset. Lad os forsøge at bremse den moderne tids stress-forgiftning. Instruktør Jens Arentzen kan fører an, og instruerer os alle gennem øjenåbneren, krydret med en høj underholdningsfaktor. Det blev forandrende for mig.
Jens og jeg er sidenhen begyndt at tale sammen, og skulle du få lyst til at han kommer ud på din arbejdsplads, så skriver du i min indbakke på fb, og så finder vi en mulighed for det.

Kommentarer