En ven kan ikke købes for penge

En skoleleder i syddjurs kommune, vil belønne de ældste børn på skolen med penge for bl.a. at være en særligt god ven. Jeg tror ikke, at det er løsningen til at motivere børnene til at blive den bedste udgave af dem selv. Min erfaring er, at med guidning og anerkendelse kan jeg få børnene til at lykkes.

Jeg er klassepædagog i en 0. klasse og jeg belønner børnene hver dag, men ikke med penge. Jeg belønner børnene med nærvær og anderkendelse. I min klasse går en masse skønne børn, som alle er gode små mennesker. Dog er der stadig meget, de skal øve sig på bl.a. deres sociale kompetencer. Det er helt naturligt, at de skal øve sig, for de er stadig kun små mennesker, nogle af dem lærer det hurtigt, andre vil skulle bruge længere tid på, at lære, at agere konstruktivt i samværet med andre børn.

Der er virkelig meget at lære og øve sig på! Det kan være en simpel ting, som fx at hente hjælp fra en voksen, hvis nogen er kommet til skade eller har anden brug for hjælp. Noget andet og mere kompliceret børnene øver sig på, er hvordan de på en god og succesfuld måde får spurgt, om de må være med i legen. Noget af det allersværeste og noget af det, som mange børn udfordres af på daglig basis, er at løse en konflikt helt selv, på en konstruktiv og god måde. Det er alt sammen noget børnene helt tiden øver sig på og når det lykkes for dem, belønner jeg dem med min anderkendelse.

Når det efter mange forsøg lykkes Mehmet og Markus, at løse deres uoverensstemmelse uden at slå, klapper jeg dem på skulderen og fortæller dem, at det var godt klaret og det lige præcis er sådan, de skal gøre hvis det sker igen. Drengene vokser tydeligt, når de får den anderkendelse og jeg kan se, at de tager redskaberne til sig.

Når Silvia ser, at Melanie er ked af det og trøster hende med et kram og trøstende ord. Så fortæller jeg Silvia hvor vigtigt og godt det er, at hun er der for Melanie og at hun gør en forskel. Når jeg går videre, kan jeg se hende ranke ryggen og smilet brede sig over hendes lille ansigt.

Når Karl uden opfordring fra mig, ser alle de andre børn og inviterer dem med i legen i dukkekrogen, fortæller jeg ham, at det er mega sejt han spørger og at det er dejligt han vil have de andre børn med og jeg kan se, at de har en sjov leg sammen. Karl vokser tydeligt af denne anderkendelse og ligger endnu mere energi og engagement i at få legen til at blive en succes.

Det er ægte, der er ingen som får penge for at gøre deres bedste. Børnene gør det fordi de er blevet mødt med anerkendelse for deres indsats og min tro på, at de gør deres bedste.

Min erfaring er, at det positive jeg fokusere på, det får jeg mere af. Det kan ikke købes for penge.

(Oprindeligt bragt på https://mariannegaardsdal.wordpress.com )

Kommentarer