For hvis skyld?

Jeg går rundt med en fornemmelse af, at det er vigtigt, at alt ser pænt ud udadtil, ikke bare på Facebook og Instagram, men også omkring mit fag.
Jeg er pædagog i en daginstitution.

Jeg går med en oplevelse af, at det er vigtig, man som kommune kan bryste sig af, at her arbejder vi med overgange, inklusion, læring, sprog, og jeg kunne blive ved. Det føles som om, der hele tiden er nogen, der teoretisk tænker, hvad jeg som pædagog skal gøre i praksis. Og det er bestemt ikke altid, det kommer børnene til gode. Ofte oplever jeg, at dem der udstikker retningslinjerne for, hvordan jeg skal arbejde med mit fag, ikke har den nødvendige viden om arbejdet med børns udvikling og trivsel.

Jeg bliver derfor helt trist inden i og får bekræftet mine bange anelser, når jeg ser på tallene fra Altinget Research, der viser, at antallet af offentlig ansatte chefer og specialkonsulenter er steget med 273%, antallet af offentlig ansatte journalister er stegt med 170%, og antallet af pædagogisk personale i det offentlige er faldet med 14% fra 2006 til 2016.  Dermed er der efterhånden rigtige mange ansat til at udtænke koncepter og tiltag og få det hele til at se ud, mens vi er blevet færre til at udføre arbejdet. Hvorfor? Det er da ikke for børnenes skyld.

I 2012 skulle der i min kommune arbejdes med inklusion, det betød, at der skulle 2 pædagoger af sted fra min institution og tage et diplommodul i inklusion. Ingen af dem var i institutionen i 2014. Da der skulle arbejdes med sprog, valgte min kommune at ansætte sprogpædagoger, der så skulle komme i vuggestuen og arbejde med sprog med en lille gruppe børn. Børnene havde aldrig set de mennesker før. De pædagoger der var i vuggestuen, var fuldt ud kompetente til selv at arbejde med sprogtilegnelse. Hvis det havde været for børnenes skyld, havde institutionen fået timerne til arbejdet. Når vi har brug for ressourcer til et barn med udfordringer, kommer der en ressourcepædagog og kigger på, at jeg arbejder, for bagefter at fortælle mig, hvad der ville være godt, jeg gjorde. Igen for hvis skyld? Papirets eller børnenes?

Seneste skud på stammen, er i forbindelse med den nye styrkede læreplan der blev indført 1. juli 2018. Her har man fra regeringens side valgt, at der skal uddannes faglige fyrtårne. Min kommune har fået 1,1 Mio. Kr. Kommunen har valgt, at der skal uddannes enkelte fyrtårne, som skal tage et særligt tilrettelagt dipolmmodul. Det koster 900.000. kr. I min institution betyder det, at 2 pædagoger (igen) skal af sted på uddannelse, altså er der 2 pædagoger væk fra institution for at uddanne sig til noget, der har været en del af daginstitutionernes dagligdag de sidste 14 år, og mens de er væk, er de ikke vikardækket, for hvis skyld? Igen ikke for børnenes.

Hvorfor har man igen valgt at bruge pengene på at kompetenceløfte få og uddanne specialister frem for ressourcer? Er det fordi, det så ser pænere ud på papiret? Tro nu på, at vi som pædagoger, med den viden og de kompetencer vi har, godt kan arbejde med den nye styrkede læreplan. Vi kan som fag faktisk godt finde ud af at arbejde med børn.

Jeg vil som pædagog gerne stifte bekendtskab med og kende til den nyeste forskning og udvikle mig fagligt. Pædagogik er et dynamisk fag og sjældent med et fast facit. Jeg tror ikke på, at det at uddanne specialister, er vejen frem. Jeg mener ikke, det gavner børnene – nogle gange tvært imod. Tag os pædagoger og vores faglighed med på råd, så vi sammen kan finde ud af, hvad der giver mening.

To gange i sidste uge var der to af de fagpersoner, der kommer i vores hus, der sagde til mig: ” Jeres faglige niveau her i huset er tårnhøjt” og ” I forstår at møde børnene, så de udvikler sig”.

Vi pædagoger kan godt, men det er som om, det ikke er fint nok bare at være pædagog eller hvad? – Jeg kan så fortælle jer, at det er fantastisk.

Kære politikere og beslutningstagere: Mød os med tillid tro på vores faglighed og giv os ressourcer og arbejdsro, så vi kan være noget for deres skyld – børnenes.

Heidi Nielsen pædagog på 25. år i en daginstitution.

 

Altinget Research link: https://infogram.com/udviklingen-i-antallet-af-kommunalt-ansatte-fordelt-pa-overenskomstomrade-2006-2016-1g43mnqx3z63mzy?fbclid=IwAR3mzRCMA7JOzZhs4O235YcWApCmjwFCVXuTSEi1s2qJlrnEY-C8CXh2ers

Kommentarer