Forældre kan hjælpe ytringsfriheden på vej

Jeg bliver meget bekymret, når jeg læser, at der er lavet en undersøgelse af ytringsfriheden blandt pædagoger og at flere og flere pædagoger tier stille om deres pressede hverdag. Hver anden pædagog undlod i 2018 at ytre sig kritisk om arbejdsforhold af frygt for repressalier.

Jeg er mor til 3 børn. Den yngste går i verdens bedste børnehave og er omgivet af dygtige pædagoger med gode dokumenterede pædagogiske overvejelser og aktiviteter.

Men jeg kan gode se, at de har travlt.

Klokken er 15.15, da jeg går ind af lågen til børnehaven. Nogle børn løber i den lange gang. Min egen dreng er i flokken. “Hov” siger jeg. “Må I godt løbe her?” En dreng svarer: “ja da, der er ikke nogle voksne.” De griner og løber videre, indtil to børn støder sammen. En pædagog, som er igang med at hjælpe et andet barn, der har tisset i bukserne, kommer ud fra garderoben. Trøster børnene indtil der er kommet ro på igen. I mellemtiden er to piger blevet uenige om, hvem der skal have prinsessekjole på, og hvem der skal være drage. Pædagogen forsøger at hjælpe pigerne med at indgå et kompromis, og de forsvinder ind i et rum. Fra toilettet kan jeg høre et barn råbe: “Jeg er færdiiig.”

Vi må som forældre ikke lukke øjnene for de forhold og manglende ressourcer der er, når vi sender vores børn i institutionen. Vi betaler for velfærden, mens vi holder hjulene igang. Jeg hører forældre sige, at de prøver at undgå ydertimerne, fordi der er det helt skidt. Jeg forstår godt, at det er svært at bære som forældre, at der ikke er nok personale til børnene, men hvis det f.eks. var en computer, som kun havde maksimal ydeevne fra kl. 9-12, ville vi klage med det samme.

Hvis der hersker en kultur, hvor pædagogerne ikke tør ytre sig om de vilkår, de arbejder under af frygt for, at det kan have konsekvenser, hvem skal så sikrer børnenes trivsel?

Vi er, som forældre, nødt til at kunne tåle at høre om virkeligheden, så vi sikrer vores børn de bedste vilkår. Desuden er jeg ikke blind og kan også godt tælle. Så den virkelighed, vi bliver forsøgt skudt i skoene af politikerne, hænger ikke sammen med det, jeg ser og oplever som mor.

At jeg forsøger at fortrænge den virkelighed, der hersker med dårligere og dårligere vilkår for børn i daginstitutioner gaver ingen. Heller ikke min dårlige samvittighed. Der skal være en tryghed i, at der er nok voksne til at tage sig af børnene, og det er ikke institutionernes skyld, at området ikke er politisk prioriteret.

Jeg bakker pædagogerne op, når de tør fortælle, hvordan virkeligheden ser ud. Først der er det muligt at ændre noget for alvor. Vi kan, som de betalende forældre sætte krav og sammen med pædagogerne ytre os. Til kommunen såvel som politikerne. Det er på tide at gøre oprør. Vi må sørge for, at pædagogerne tør ytre sig, så vilkårene gør institutionen værd at være i, i hele åbningstiden.

Jeg håber inderligt, at mange flere forældre vil være med.