Hvad har Peter lavet i dag?

Det spørgsmål hører jeg tit i min daglige praksis, som pædagog, i en 0-3 års institution. Forældrene spørger, mens de skæver hen til væggen, hvor dagens udfoldelser på værkstedet nu hænger og pynter. Og de ser lidt skuffede ud, da jeg fortæller at deres barn ikke har malet i dag, men har bygget med legoklodser, med sine to bedste venner. Synlige aktiviteter, så som et maleri eller billeder fra en udflugt barnet har været med på, er i høj kurs. Så kan forældrene, og alle andre, nemlig se, at ”vi har lavet noget i dag”.

Men vi laver faktisk noget hver dag. Det er bare ikke altid synligt for omverdenen, men det er mindst ligeså vigtigt, hvis ikke vigtigere, end en værkstedsaktivitet eller en udflugt.

Det jeg egentlig gerne vil fortælle Peters far er:

”Da du gik i morges blev Peter meget ked af det. Jeg satte mig ned med ham og satte ord på hans ked-af-det-hed og savn. Vi blev siddende indtil Peter var faldet til ro og klar til at finde sine kammerater.
Da han havde fundet dem, kom de løbende ind til mig. I mellemtiden var de blevet til nogle farlige løver, der var kommet for at spise mig. Heldigvis er jeg stærkest, så det var mest mig, der spiste dem. Legen vendte dog og pludselig var det mig, der ”døde” og blev spist. Selvom det var en leg, var vi her i gang med at arbejde med følelser og arousal. Man bliver nemlig både glad og bange, når en ”farlig løve” vil spise en. Men det er også lidt grænseoverskridende at gøre andre forskrækkede. Hvad nu hvis den anden bliver rigtig bange og ked af det? Og hvordan kommer man ned i gear, efter sådan en vild leg?
Sidst på formiddagen skulle vi spise frokost. Peter skulle selv vaske sine fingre og hjalp med at dække bord. Ved bordet fik han lov til, selv at sidde med en kniv og øve sig i at smøre brødet og skære det over. Han sendte også brødkurven og vandkanden videre til sidemanden, når han selv havde taget.
Efter middagsluren, blev han og Søren uvenner over en legetøjsbil. Søren havde den først, og Peter var vred, skuffet og ked af, at han ikke måtte få den. Så han havde brug for en voksen, der kunne hjælpe ham med at falde til ro og til at håndtere og slippe de negative følelser.”

I dag, har Peter derfor øvet sig i, at håndtere store følelser og har endnu engang fået en større indsigt i, sig selv og sit følelsesliv. Han har også øvet sig i at blive selvhjulpen. Han har stadig brug for hjælp, men øvelse gør mester, så han er kommet et lille skridt videre i dag.

Og det er faktisk den vigtigste del af mit arbejde. For min opgave er, at støtte op om hvert eneste lille individ og dets udvikling.

Så faktisk har Peter lavet så meget i dag, at jeg slet ikke har tid til, at fortælle det hele.

Kommentarer