Ekskluderet af ord

På vores skole har vi mange forskellige børn. Nogle af børnene har ikke boet i Danmark så længe at de har lært det danske sprog 100% endnu. Derfor går børnene i en sproggruppe ex antal lektioner om ugen. I sproggruppen får de undervisning i dansk og matematik i en væsentligt mindre gruppe end når de er i deres klasse og der er selvfølgeligt et særligt fokus på sprogudvikling.

Jeg er klassepædagog i en 0. klasse og i min klasse går 3 børn i den pågældende sproggruppe.

Forleden hørte jeg Thea spørge højt og undrende, da vi var på vej mod biblioteket “Skal jeg gå med to sprogbørn i hånden?”. Jeg vendte mig mod hende og sagde “Nej du skal gå sammen med Erika og Mehmet.” Og derefter gik vi mod biblioteket og lånte bøger.

Efterfølgende reflekterede jeg over min oplevelse og undrede mig over hvad der fik Thea, til at udtrykke sig, som hun gjorde. Hvor kom måden at omtale sine klassekammerater fra?

Pludselig slog det mig, det kom jo bl.a. fra mig! Når jeg kommer til time midt på dagen spørger jeg for eksempel: “Mangler vi nogen idag?” for så at konstaterer “Mikkel er her ikke idag og nå ja sprogbørnene er her ikke de er i sproggruppen.”

Ved at formulerer mig sådan ekskluderede jeg børnene yderligere fra fællesskabet ved at italesætte dem, som om der er noget galt med dem. Det ville jeg ikke gøre hvis jeg istedet sagde “…og Mehmet, Erika og Sarah er i sproggruppen”.

Jeg havde simpelthen ikke tænkt over at jeg stigmatiserede børnene, ved at formulerer mig på den måde.

Det gør jeg nu. Det gjorde mig endnu engang opmærksom på at børnene tager vores ord til sig og bruger dem til at definere deres virkelighed. Min oplevelse med Thea fik mig til reflektere over og ændre min måde at formulere mig på.