Jeg kan gøre en kæmpe forskel, men ikke ret lang tid af gangen ….

Det er et stort problem, at mange forældre og politikere ikke aner, hvad jeg laver som pædagog og hvilken forskel, jeg gør for de børn, jeg arbejder med. Den omfattende uvidenhed influerer indirekte på vores omdømme i befolkningen, men også på de politiske beslutninger, der bliver truffet – det har store konsekvenser for mig som pædagog og de børn, jeg har imellem mine hænder.

Jeg er pædagog og jeg passer ikke bare børn – jeg udvikler børn. Jeg er professionel formidler af relationskompetence i daginstitutionsregi. Jeg skaber selvstændige og selvtænkende børn, som kan sige til og fra – men lige så vigtigt, jeg skaber forudsætninger for, at børn kan fungere i sociale fællesskaber.

Jeg er lige blevet færdig med, at tørre borde af, efter vi har spist frokost, da jeg hører et ’Kasper røøøghat’ – jeg åbner døren og bliver mødt af fire forhåbningsfulde drenge, som spørger mig om, jeg vil hjælpe dem med at bygge et sandslot. ”Selvfølgelig” siger jeg og går ned imod sandkassen. Vi får bygget et sandslot, med både tunneler og voldgrav. På overfladen en ganske almindelig hyggelig hverdagssituation, hvor en pædagog bare bygger et sandslot med fire drenge.

Men der er absolut intet ”almindeligt” eller ”bare” over denne her leg – det er forbandet alvor hele vejen igennem. Jeg hænger flere gange i en tynd tråd og skal have de pædagogfaglige arbejdshandsker på for at være den lim, der holder sammen på legen. De fire drenge stempler nemlig ind i legen med meget forskellige forudsætninger, og de har alle udfordringer med at skulle deltage i og holde gang i en leg.

Den ene har en masse gode ideer men ender ofte med, at stå alene tilbage, fordi han ikke får lyttet til de andre drenge. Den anden har nogle fantastiske legekompetencer, som de andre drenge slet ikke har fået øje på. Den tredje af drengene har svært ved at koncentrere sig om, at blive i en aktivitet – og den fjerde skal øve sig i at sige til og fra, og øver sig til stadighed i at skulle udskyde sine behov og vente på tur.

Jeg skal lynhurtigt kunne jonglere mellem flere roller for at kunne følge med på legens præmisser – uden at overtage den. Jeg skal kunne udfordre drengene tilpas, og på et splitsekund træffe kvalificerede beslutninger – velvidende at jeg kan have tolket drengenes intentioner og initiativer forkert. Jeg skal være opmærksom på drengenes tanker og følelser for at yde alle drengene et kvalificeret individuelt modspil – også når de bliver sure, vrede og kede af det.

Da min kollega går hjem, bliver jeg nød til at gå fra drengene, velvidende at legen nok vil dø indenfor de næste fem minutter. Og det gjorde den. Drengene har fortsat brug for mange erfaringer med at blive i det læringsmæssige spændingsfelt som rollelegen tilbyder. Det kræver nærværende og dygtige pædagoger, der er tæt på børnene – og ikke pædagoger som bliver forstyrret og bliver nød til at gå midt i legen. Jeg oplever at det bliver stadigt sværere for mig at yde børnene den kvalificerede guidning de har brug for – normeringerne i de danske daginstitutioner er nemlig kun gået en vej siden årtusindskiftet.

Der hersker ikke nogen tvivl om, at pædagoger kan gøre en kæmpe forskel. En kvalitativ undersøgelse for nogle år siden viste, at de børn som havde gået i børnehaver med en høj normering og en overvægt af uddannede pædagoger, går ud af folkeskolen med bedre karakterer. Undersøgelsen blev på daværende tidspunkt kaldt ’fuldstændigt epokegørende’, og alle lige fra dansk industri til LO var enige om, at der burde tilføres flere ressourcer til daginstitutionerne.

Alligevel sker der ikke noget. Regeringen har travlt med at pointere, at de respekterer det kommunale selvstyre og kommunerne har travlt med at gøre opmærksom på, at den forhandlede rammeaftale med regeringen ikke kan dække udgifterne til daginstitutionsområdet. Der sker stadig ikke noget, fordi det koster penge – og den signalpolitiske værdi er begrænset, da effekten først vil vise sig om mange år. Børnene står igen som de store tabere – for de skal ikke bare passes, de skal udvikles.

Nu er det blevet valgår, og socialdemokratiets spidskandidat Mette Frederiksen har bebudet, at hun vil være børnenes statsminister. Hvis Mette Frederiksen virkelig mener, at hun vil være børnenes statsminister, så ville det i min optik være troværdigt at gennemføre en genopretningsplan for hele børneområdet. Lige nu ligner socialdemokratiets massive reklamekampagne, valgflæsk i overflod, desværre.

indlæget er blevet bragt i fyns amts avis d.23/1/19.

Kommentarer