Vi skider højt og flot på de ressourcer, vi skal leve af i fremtiden: børnene og kloden

Bragt i Information d.8 januar, 2019

Jeg har svært ved at se meningen med, at der bliver sat flere børn i verden, når vi som samfund ikke tager dem alvorligt og ikke tager os af dem og den verden, som de skal vokse op og leve i.

Da jeg var yngre, overvejede jeg kraftigt at lade være med at sætte børn i verden, men mit ego sejrede, og jeg blev mor.

Dernæst havde jeg idylliske forestillinger om, hvordan jeg, når de blev voksne, skulle se mine børn blive forældre. Den tanke har jeg, indtil videre, opgivet. Min mission er i stedet blevet at tale mine børn fra at få børn, hvis ikke der sker en drastisk ændring af samfundet og det politiske system.

Jeg har svært ved at se meningen med, at der bliver sat flere børn i verden, når vi som samfund ikke tager dem alvorligt og ikke tager os af dem og den verden, som de skal vokse op og leve i.

For alt, hvad der virkelig burde have værdi i vores samfund og blive investeret i for at skabe en god fremtid, bliver negligeret til fordel for ligegyldige værdikampe.

Undskyld for snøresko

Jeg er mor til to børn, som går i skole. Heldigvis. De overlevede livet i en dagsinstitution nogenlunde. De kom igennem uden alt for mange ar på krop og sjæl, og jeg prøver stadig at fortrænge de dage, hvor jeg hentede dem med røde numser og lort i bleen, fordi de voksne ikke havde opdaget det. Og de dage, hvor de fortalte, at de ikke havde haft nogen at lege med hele dagen og derfor havde gået og krammet en bamse, fordi de voksne ikke havde tid til at trøste dem.

Jeg var glad for deres institution og de voksne. Men ligesom alle andre daginstitutioner lå de underdrejet. Jeg lukkede øjnene for de urimelige vilkår, som jeg efterlod mine børn i. For det føltes uendelig uoverskueligt at gøre noget ved det.

Fra de blev født, havde jeg fokus på at gøre dem mest muligt selvhjulpne, fordi jeg vidste, hvad der ventede dem i institutionslivet. For jeg er selv pædagog. Og jeg undskyldte over for de voksne, da min datter kom med snøresko i børnehaven, fordi hendes fødder krævede det for at vokse rigtigt til. Jeg vidste, at hendes snøresko ville gøre, at hun var tvunget til at vente på voksenhjælp for at komme på legepladsen, og den slags hænger ikke på træerne i en dagsinstitution.

Så jeg åndede lettet op, da de begge faldt nogenlunde rimeligt ud og begyndte i skole. Mit fokus er stadig at gøre dem uafhængige af voksne hurtigst muligt, for i skole og SFO ser det ikke bedre ud end i dagsinstitutionerne.

Svært at overbevise

Sideløbende har en anden kamp nu taget fokus. Kampen for at bevare et klima, som mennesker kan leve i.

Jeg lærer mine børn alt, hvad jeg kan, om affaldssortering, genbrug, at spare på strømmen, vandet, overforbrug, flyrejser og kødspiseri. Jeg prøver at lære dem, at vi skal passe på naturen og dens ressourcer, fordi verden er ved at ændre sig. Den menneskelige livsstil har konsekvenser.

Jeg har sågar i mit stille sind et håb om, at min datters matematiske evner og kreativitet vil være med til at skabe løsninger, som kan være med til at gøre en forskel for klimaet.

Men det er svært at overbevise dem om, at det nok skal lykkes, når diverse klimaaftaler og topmøder gang på gang fejler eller minder om diskussioner mellem børnehavebørn. Når der konstant tages politiske beslutninger, som ikke giver vores jord en chance for at hele, eller som bliver til tomme løfter på et stykke papir.

Jeg flover mig over for mine børn.

Det er også svært at forklare mine børn, at alle børn, alle mennesker, er lige meget værd, uanset hvor du kommer fra og i hvilket samfundslag, du befinder dig i, når samfundets udvikling og den politiske kurs afspejler det modsatte.

Tænk jer om

Vores børn, samfundets børn, og vores jord og natur er dét, som vi alle sammen er afhængige af fremadrettet. Det er ressourcer, som vi skider højt og flot på og ødsler væk uden at tænke over, hvad de kan og skal bruges til.

Menneskelige ressourcer og naturressourcer. To ting, som vi er afhængige af, og som vi, tilsyneladende, tager for givet.

Begge dele kommer nederst på prioriteringslisten, når politikerne snakker om forandring. I stedet har de fokus på ligegyldige, kortsigtede værdikampe, bagateller og symbolpolitik, hvor de kan lægge armene over kors, puste sig op og trampe i gulvet. For det er kortsigtede resultater, som de kan høste stemmer på, og som kan distrahere os alle sammen fra at tænke på de virkelige bekymringer og værdier.

Ingen af dem tør at kæmpe for de virkeligt vigtige emner, for det kræver langsigtede investeringer og kan ikke vise resultater indenfor valgperioden.

Jeg ønsker mig mindre mudderkastning og mere samarbejde.

Jeg frygter inderligt, at det aldrig bliver anderledes, og derfor vil jeg, den dag mine børn begynder at overveje at blive forældre, kigge dem dybt i øjnene og bede dem om at tænke sig om en ekstra gang.

Det vil også gavne kloden.

Kommentarer