Du må ikke blive syg!

Det er fredag morgen, jeg er tilbage på arbejde efter en fridag og er lige mødt ind. Min ene kollega kigger på mig og siger godmorgen. Jeg ser at hun ser bleg og sløj ud. Hun kigger på mig og siger: “jeg har feber og har det rigtig skidt. I går var jeg også på arbejde med feber. Det skal nok gå, men i dag afspadsere jeg efter vi har været til teater stykket.” Jeg kigger på hende og siger, at hun ikke skal tage syg på arbejde og skal gå hjem nu, men hun afviser og mener at hun sagtens kan være på arbejde.

Desværre er dette er ikke en enestående situation, det er noget jeg oplever ofte i forbindelse med mit arbejde. Pædagoger som enten går syge på arbejde eller ikke går hjem når de er syge. Pædagoger som føler sig pressede til at blive på arbejdet, eller tager på arbejde på trods af sygdom. En kollektiv ansvarsfølelse, som på alle måder er forståelig, når man ser den hverdag pædagoger befinder sig i – hvor man stort set hver dag, i alle arbejdstimerne er max presset.

Jeg mener at det er dårlig kultur der bliver skabt, fordi – kort sagt – når man er syg er man syg.

Dog er det ofte sådan, at vi føler os presse til at gå på arbejde – dette af forskellige årsager. Enten fordi ledelsen er pressede grundet økonomi, eller fordi ens kollegaer bliver endnu mere pressede, da normeringen allerede er skåret helt ind til benet, så det at der mangler en eller flere kollegaer “vælter læsset”. Men også det faktum, at pædagoger går på arbejde selvom de godt ved, at de burde blive hjemme – en form for “Florence Nightingale effekt” – et slags hieraki omkring opofrelse over at være kommet på arbejde selvom man er syg.

Kigger man her på den kollektive ansvarsfølelse her går det helt galt. Tager man det valg at gå syg på arbejde udsætter man sine kollegaer for, hvad man nu end selv er syg med. Og det er faktisk ikke godt kollega ansvar! Det er derimod en ond spiral, en spiral som ender med at give kæmpe bagslag. For i første instans er det en selv, som bliver syg. Derefter har smitten ramt ens kollega så denne bliver syg og derfor rammer det faktisk igen sig selv i sidste ende – fordi man efterfølgende skal stå alene med børnene på stuen, da ens kollega nu er hjemme syg.

Men hvor skal der sættes ind henne? Hvordan skal der arbejdes med det? Hvem har ansvaret for at ændre denne kultur, som i mine øjne er en syg kultur?
Skal man skabe en kultur, hvor det rent faktisk er positivt, at man går hjem når man er syg? At der skal skabes større accept og forståelse for – indenfor vores eget fag, inklusiv ledelsen – at et fag som pædagogfaget gør, at man er mere syg, fordi vi er mere udsat?! At ledelsen ikke sætter pris på, at man går syg på arbejde? At man selv ændrer sine følelser omkring kollektiv ansvar?
Det er nogle overvejelser der skal gøres og det er en snak der skal tages. Det er bestemt ikke kun et ledelsesmæssigt ansvar. Det er også vores, pædagogernes, eget ansvar.