Stemningen er altid vi voksnes ansvar.

ET VIGTIGT MØDE MED JENS ARENTZEN
For nylig mødte jeg mennesket, skuespilleren, foredragsholderen, forfatteren, og barnet Jens Arentzen.
Anledningen var at Landsnetværket for Familieskole-stue-klasser havde den årlige konference.

Jeg får stadig gåsehud over dette møde. Et meget analogt og kraftfuldt møde. Jens råbte, og larmede os ud af den trancetilstand det moderne menneske, ofte befinder sig i. Inklusiv jeg selv. Inden foredraget startede bevægede han sig rundt imellem os, og jeg når at opfange al hans lede ved alle vores mobiler, som skærmer for tilstedeværelsen i nuet. Han hilste personligt og med så stærk øjenkontakt, at det grænsede til det grænseoverskridende. Samtidig var der noget nervøst skrøbeligt over ham. Øjen-rullende impulser fór igennem mig. Og jeg overvejede et kort sekund at gå. ”Er manden gal ?” Ja det var han! Men han var så helt enormt meget mere end det. Først og fremmest var han nærværende og så havde han et meget vigtigt budskab, som ramte mig hårdt både personlig og fagligt.

Budskabet var meget klart. Det er ALDRIG børnenes skyld, når de opfører sig tosset. Når børn bliver ”smittet” af vrede, syge, grænseoverskridende, dårligt fungerende eller stressede voksne, så slår de ud. Og det er lige så sandt, som at is smelter i tøvejr. Måden børn slår ud på, er mangeartede, men fællesnævneren er, at de har ondt i følelseslivet. Når følelserne råber ”Alarm alarm”, så lukker tankeprocesserne ned, og barnet er nu i følelsernes vold. Når menneskene er dér, er der meget dårlig kontakt til tænkehjernen. Sagt på en anden måde, den del af hjernen- cortex, som er så påkrævet i skolen, er sat ud. Det limbiske system er i uro. Og så længe det er det, vil barnet/ den unge ikke være i stand til, at være en rigtig god skoleelev. Og så starter lavinen med skæld ud og frustration fra skolen, som kun forstærker problemet.
Når jeg skriver, at jeg mødte barnet Jens, så er det fordi, han spillede et par scener fra sin barndom. Han gik fuldstændig amok og slog en stol ned i et bord, råbte og skreg. Og selvom han gentagne gange, inden han startede, forsikrede os om, at han blot lod som om, og havde styr på situationen, ja´ så sad der ingen i salen, hvis mave og puls ikke reagerede. Hold da op der kom indre uro! Og hvordan får man ro, på sådan et system igen? Og hvad med et ”følelsessystem” på et barn, der er opvokset i frygteligt meget skadeligt uro? Jens kaldte det at blive stres-forgiftet. Ja hvad stiller vi op med disse unger? Vi kender dem alle sammen. Hvordan får vi ro på de urolige? Jens proklamerede at berøring er det eneste der får vores følelser til at slappe af. Berøring og det at blive set, som det unikke menneske vi alle er. Så nu har jeg fået en ny mission. Jeg vil tilbage-smitte alle de børn, som kommer min vej, med livsglæde, humør og tillid til livet. Jeg ved det virker, har brugt det i årevis, men nu er jeg lige blevet mindet om, at skrue så vildt meget mere op for den del af mit professionelle virke. Lad os knuselske livet og stå sammen om problemerne, og lad vi voksne tage ansvaret for stemningen, overalt hvor der er børn.

En lektie jeg vil lærer fra mig, hver gang vi samles i den Familieklasse, hvor jeg arbejder med forældre. Stemningen er altid vi voksnes ansvar. Ikke kun de professionelle voksnes.

Og får du nogensinde muligheden, for at hører denne Jens Arentzen, så skynd dig hen og lad dig ruske og huske, for han er en herre med noget meget vigtigt på hjertet. Også meget mere end hvad mit spinkle referat gengiver. Tak Jens 🙂

Kommentarer