Forældre – hjælp os med at skabe gennemsigtighed i hverdagens vilkår

Børn har krav, ret og behov for, at deres voksne kender til deres hverdag. Sådan svarede Julie Kyndesgaard, formand for KFO, fornylig i Jyllandsposten på mit spørgsmål om, hvor meget vi pædagoger skal fortælle til forældrene. Hun sammenligner iøvrigt,  berettiget, pædagoger med lægen, der ikke fortæller om sygdom for at undgå at gøre patienten ked af det. Men der er mere på spil. Jeg ser det også som, at vi er lægen, der ikke fortæller, at sygdommen måske er forværret pga de lange ventetider til operationsbordet, men undlader at sige det, fordi der kan være mange faktorer, som spiller ind. For det er svært i de ukonkrete tilfælde.

Pædagogers job er at skabe tryghed og udvikling i de rammer, som vi har. Dertil ligger, for mange, en frygt for at blive mødt med manglende forståelse og derved blive beskyldt for ikke at gøre vores arbejde godt nok.

Jeg er taknemmelig for, at Julie spiller bolden over til forældrene.

Dog mener jeg, at vi skal stille mere skarpt på sagen.

Det er en nuanceret og kompleks debat, som kræver inddragelse af både ledelsen og forvaltningen, når vi vil fortælle om de langsigtede konsekvenser af de dårlige vilkår.

For det første er der mange udviklingsprocesser for et barn i daginstitution. Nogle er lange og krævende og dårlige normeringer kan gøre, at vi kun løfter et barn 20 procent, hvor vi måske ville kunne løfte barnet 50 eller 80 procent, hvis vi havde ressourcerne til det. Det er dem, der er svære at forklare.

For hvordan får vi snakket om de langsigtede konsekvenser af manglende ressourcer i daginstitution, som ikke bare kan tages på et forældremøde eller ved en garderobesnak?

Og hvordan får vi den store del af forældrene med på vognen, som ikke umiddelbart har overskud til at forstå hverdagen i daginstitution og pædagogers og børns vilkår i daginstitution, selvom vi prøver at forklare?

Dertil er dét at fortælle ærligt om vores og børnenes hverdag ikke ligetil. Det har utallige pædagoger brændt nallerne på. Både overfor forældre, ledelse og forvaltning. Det har gjort mere skade end gavn mange steder og den ønskede gennemsigtighed fra pædagogernes side er svær at efterleve.

Købmandsdisken er stadig imellem pædagoger og forældre, selvom jeg ville ønske, at den var væk. Vi er stadig ansat til at sælge en vare i en butik, hvor forældrene er kunder. Mine erfaringer siger mig, at de færreste butiksejere er interesseret i at have ansatte, som betvivler varens kvalitet. Det har jeg mange pædagogiske eksempler på.

Så tak for opfordringen til forældrene. Det kræver et stort stykke arbejde af pædagogerne, forældrene og ledelsen, at vi kan tage hinanden i hånden henover købmandsdisken.

Og jeg håber inderligt, at det er på vej, for det er tiltrængt.

Læs debatten i Jyllandsposten her:

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11011003/hvor-meget-skal-vi-fortaelle-foraeldrene/

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11030542/foraeldre-skal-kende-barnets-hverdag/

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11038794/paedagoger-er-mine-hverdagshelte-men-de-var-der-ikke-den-dag-min-soen-forlod-boernehaven-og-drog-paa-eventyr/

Kommentarer