Hvor meget skal vi fortælle forældrene?

Bragt i Jyllands Posten den 24. november 2018.

Selvfølgelig skal vi, pædagoger, fortælle forældrene, hvad der er sket med deres lille Rosa, når hun er kommet tilskade. Vi skal også fortælle hvordan. Men der er et “hvorfor”, som nogle gange udelades eller fordrejes for at bevare forældrenes tillid.

Mens nogle pædagoger står frem og fortæller om potentielt skadelige situationer for børn i daginstitution pga dårlige normeringer, får andre travlt med den løftede pegefinger overfor pædagogerne.

“Hvorfor fortæller I ikke forældrene, hvorfor deres barn har stået i en potentielt skadelig situation? Det har forældrene ret til at vide!”

Det er jeg, på sin vis, også enig i.

Men hvor mange fortællinger skal vi så fortælle forældrene hver dag, hvor deres barn har været i potentiel fare pga dårlige normeringer og hvad får det af konsekvenser? For hvis vi skal fortælle om de potentielt farlige fysiske situationer, skal vi vel også fortælle om de situationer, hvor et barn bliver sat i en potentielt skadelig psykisk situation, også når det er grundet dårlig normering.

Skal vi fortælle, at grunden til, at Olivers støvle sad fast i en mooncar og han, potentielt, kunne have have fået den ned over sig, fordi ingen voksne havde opdaget det?

Skal vi fortælle, at Jens’ blodnæse ikke kun skyldes, at han var oppe og slås med et andet barn, men at pædagogen ikke kunne stoppe konflikten i tide, fordi hun var alene på legepladsen?

Skal vi fortælle, at grunden til Sofias bule i panden ikke kun skyldes, at hun faldt ned af trappen, men også at det var fordi pædagogen måtte hjælpe fem vuggestuebørn ned af trappen på samme tid?

Skal vi fortælle, at grunden til Kaspers røde numse er, at han måtte gå med lort i bleen i næsten en time, fordi pædagogen var alene på stuen og ikke kunne gå ud og skifte hans ble?

Skal vi fortælle, at Anna ikke kan finde ud af at lege med andre børn, fordi vi sjældent har tid til at guide hende i legerelationerne og ofte må forlade legen for at hjælpe andre børn?

Skal vi fortælle, at Søren sparkede og slog de andre børn, fordi han blev så træt af at vente i en halv time på, at hans pædagog havde tid til at binde knude på hans nylavede halskæde, som han stod med i hånden?

For jeg kan ikke vurdere, hvad der er mest frustrerende og skadeligt for børnene ud af disse eksempler, men jeg oplever, at de allesammen hænder oftere, jo færre pædagoger vi er i daginstitutionerne. Bevares, uheld sker altid, uanset hvor mange voksne der er tilstede.

Men jeg er overbevist om, at disse oplevelser sætter spor i børnene, jo flere gange, de oplever at mangle en voksen, når de har brug for én.

Spor, som præger børnenes fremtidige personlige og faglige formåen.

Spor, som vi, i højere grad, kan undgå ved at prioritere flere pædagoger i vuggestuerne og børnehaverne.

Jeg ved også, at vi pædagoger balancerer på en knivsæg, når vi vil fortælle historien bag, hvorfor disse hændelser finder sted. For vi vil gerne have dem frem. Vi vil gerne lade hele verden vide, at den pædagogiske praksis ikke altid er, som den ser ud til at være.

Men vi vil også gerne skabe tryghed for børn og forældre og vil ikke beskyldes for at være illoyal.

Og hvad der også sidder i baghovedet er frygten for at blive straffet med symptombehandling i form af strammere regler og påbud, om hvad man må og ikke må i daginstitution, som i sidste ende går udover børnene.

Kun fordi vi ikke er flere pædagoger tilstede af gangen.

Jeg ønsker mig et stærkere samarbejde med forældrene, hvor vi kan gøre dem opmærksomme på konsekvenserne af de dårlige normeringer, uden at det lyder som en dårlig undskyldning og en sovepude. At vi bliver betragtet som om, at vi gør vores arbejde ekstra godt, når vi fortæller, at vi ikke kan gøre det godt nok.

Så vi i fællesskab, forældre, pædagoger og vores ledelse, kan kræve bedre vilkår og udviklingsmuligheder i daginstitutionerne.

Kommentarer