Kære forældre, børnene har brug for jeres stemme!

Mit gamle pædagog hjerte bliver simpelthen så glad, når jeg hører forældrenes stemme i debatten om deres børns vilkår på dagtilbuds området.

Jeg læste, for nyligt, et indlæg af Louise Gjervig Lehn, formand for FOLA – forældrenes landsforening.
Titlen på indlægget er “Regeringen må gøre op med de historiske lave normeringer”

https://www.altinget.dk/social/artikel/foraeldre-regeringen-maa-goere-op-med-historisk-lave-normeringer

Der bliver i indlægget refereret til kampagnen #minnormering, hvor pædagoger tog papiret i hånden og gjorde opmærksom på øjebliksbilleder, der fortalte hvordan virkeligheden kunne se ud en given dag, på et givent tidspunkt.
Fortællinger om situationer og tidspunkter på dagen, hvor en voksen kunne stå alene med en temmelig stor børnegruppe.

Når man gang på gang må tilsidesætte Askers behov for ekstra opmærksomhed.
Når man må opgive nærværet til Loui i garderoben og i stedet, hurtigt give ham tøjet på, fremfor, at guide ham til at klare det selv.
Når man beder Carla synge endnu en lille sang, inden man kan komme og hjælpe hende af toilettet.
Alt imens Jens og Carlo stadig venter på hjælp, til at få en helikopter og en politibil ned fra hylden.

Jeg har fulgt fortællinger fra fagligt dygtige og kompetente kolleger, som har haft til formål, at gøre opmærksom på deres virkelighed, som har oplevet den ene kollega efter den anden gå ned med stress, eller søgt nye græsgange, da de ikke længere kunne klare presset og konstant gik hjem med dårlig samvittighed.

Pædagoger har altid talt børnenes sag, altid sat sig selv i spil, for at gøre opmærksom på helt urimelige arbejdsvilkår.
Altid stillet sig på barrikaderne for børnenes skyld!
Altid taget imod nye tiltag og ugennemtænkte koncepter fra forvaltninger, med håb om, at det ville gøre virkeligheden en smule bedre.

#minnormering har via de sociale medier overrasket, skabt debat og virkelig gjort opmærksom på virkeligheden.
#minnormering har udfordret ytringsfriheden for offentlige ansatte og har ikke været uden omkostninger for de involverede pædagoger.
Pædagoger er blevet kaldt til samtaler med løftede pegefingre, blevet ekskluderet af ledelser, fået afslag til jobansøgninger, samt blevet bedt om at holde lav profil, trods det, at de er i deres gode ret til at ytre sig.

Vi har altid skulle forsvare vores fag mod masser af fordomme og uvidenhed.
Respekten for vores fag har kunne ligge på et meget lille sted, så lille, at vi til sidst selv var ved at tro på det “jeg er bare pædagog”
Fordomme om at “pædagoger brokker sig altid” Uvidenhed om, at “I passer jo bare børn”
Altid har vi rejst os igen, taget faget og stoltheden tilbage, for hvem skulle ellers tale børnenes sag?

Pædagoger vælger at ytre sig, da de ved, at med bedre normeringer, kan vi skabe rigtig gode forudsætninger for børnenes udvikling, trivsel og læring og dermed give dem de bedste livsbetingelser.

Kære forældre
Vi mærker jer hver dag, vi mærker jeres tro på at vi gør det det bedste vi kan, vi mærker jeres tillid til vores faglighed og at I gerne lægger jeres børn i vores hænder.

Mit gamle pædagoghjerte, vil så gerne mærke jer i den offentlige debat om bedre vilkår for vores fælles børn.
Jeg ønsker mig, at vi med fælles fokus, sammen kan kæmpe børnenes sag.
Brug jeres stemme, så vi sammen kan overbevise de ansvarlige politikere om, at det er på tide vi investerer i børnene.

Som en god kollega så fint har udtrykt “Børnene er vores samfunds langsigtede investering”