Jeg nægter at sige pyt!

Jeg nægter at sige pyt!

Det er onsdag sidst på eftermiddagen, mørket hænger tungt på himlen og regnen har indgået et væddemål med solen. Og vundet.
Jeg træder hårdt i pedalerne gennem de våde gader og kaster lykkeligt cyklen fra mig, idet jeg ser Brugsens karakteristiske røde logo.
Som en våd hund, efter en tur i havet, ryster jeg det værste vand af mig, inden jeg begiver mig ind i konkurrencen om hvem, der kan fremtrylle det mest bæredygtige aftensmåltid.

Da jeg maser mig forbi den ene reol efter den anden, falder mit blik på en montre, hvorpå der ligger en stor rund dims, som mest af alt ligner et kæmpe æggeur. Men dimsen er ikke en tidsangiver for, hvornår den økologiske pasta er al dente. Næh nej, det er en knap. En pytknap. Og for den nette sum af 59,95 kr. kan jeg blive den lykkelige ejer af knappen, der, som ved et trylleslag, kan få alle mine bekymringer til at forsvinde. Jeg skal bare lære at sige pyt, og voila, så er den hellige gral velforvaret.

Pytknappen er blevet symptomatisk for det, der kendetegner vores samfundsstruktur. En op-på-hesten-og-videre tendens, hvor vi helst ikke skal dvæle for meget eller for længe, ved det, der gør os kede af det, det der frustrerer os og får os til at tvivle.
Spænd hjelmen, søster. Vi har brug for effektivitet og ikke stilstand. Og det skal jo nødig hedde sig, at du er en brokkerøv, vel?

Den store knap er efterhånden ret udbredt på mange arbejdspladser, hvor chefer rundt omkring i vores lille smørhul belønner lige netop dén medarbejder, der kan ryste en tur i spinaten af sig så let som ingenting. Og hvor er det dog prisværdigt med så loyale ansatte, der ukritiske sluger chefens brandtaler, om at pytknappen spytter glade medarbejdere ud i stride strømme.
Pyt, pyt, pyt råber vi i kor, mens følelserne koger over i vores indre kaos.

Uden at lægge hovedet på blokken, så tror jeg, at langt de fleste forældre forsøger sig med en opdragelse, der har fokus på at lære deres yngel at mærke egne grænser, sige tydeligt fra, sætte ord på følelser osv. Hvorfor det af samme årsag virker som et kæmpemæssigt paradoks, at vi med denne pyt-tendens, som voksne, forsøger at gøre det modsatte, nemlig at distancere os fra problemerne. Vi står ligefrem i kø, for at få lov til at placere vores fingeraftryk på nutidens symbol for mental robusthed.

Så lad os lige sætte os op i helikopteren og kigge lidt nærmere på hvad det egentlig er der sker.
Vi bruger et liv på at fylde vores mentale rygsæk op med lutter lækkerier i form af godt selvværd, integritet og indre balance, men når medierne flyder over med en ligegyldig gadget, så sælger vi vores ledløse sjæl for ussel mammon. Vi hopper med på pyt-legen, mens vi taler med vores afkom om vigtigheden i at italesætte egne grænser. Dobbeltmoralen er til at få øje på, ikk?

Ps. Du må godt sige pyt til spildt mælk.