Børnehavebørns tålmodighed under pres – de har brug for at lave projekter over tid.

Bragt i Kristeligt Dagblad d. 12. november 2018

I takt med at tiden er blevet en knap ressource, er vi blevet mere og mere fokuseret på at skabe hurtige og lette løsninger, hvis formål er at frikøbe os mere af den eftertragtede tid. Vi er blevet besatte af at tidsoptimere alle livets facetter både privat og professionelt. Det er et hektisk liv, altid at være på jagt efter de frihedsskabende minutter, en jagt der måske er årsag til den stressepidemi, der raser i Danmark i øjeblikket.

Som pædagog i en daginstitution oplever jeg, hvorledes bunden for denne tidsjagt grundlægges allerede i børnenes tidlige år. Børns tålmodighed og evne til at vente er under pres, godt hjulpet på vej af det projektmageri, de udsættes for i daginstitutionerne. Det er ikke i ond vilje, vi trækker børnene gennem en institutionstid, præget af konstant skiftende projekter baseret på den nyeste forskning. Både kommunerne og vi pædagoger vil jo børnenes bedste, men des hurtigere vi kan sætte flueben ud for et pædagogisk projekt, des hurtigere får vi skabt mere af den famøse TID til næste projekt.

Men jeg mener, at der går alt for meget læring og livsindsigt spildt i vores forsøg på at nå det hele på den halve tid.

Det har vi taget konsekvensen af, i den daginstitution jeg arbejder i.

Jeg vil ligefrem vove den påstand, at vi har skabt en succes. Vi kalder det projekter over tid. Dette betyder, at vi ved at arbejde med det samme emne over flere måneder, giver børnene en mulighed for, i samspil med os pædagoger, at undre sig, fordybe sig og være medskabende af egen læring. Vi har tid til at følge børnenes initiativer. Vi springer ikke processer over, for at opnå et hurtigt resultat.

I praksis betyder det, at inden børnene sætter tænderne i den kartoffelmad som Peter og Sofie talte begejstret om en middagsstund i december, ja der gået tid med at samle blade til kompostbunken, lavet et bed med kompostjord, lavet forsøg med hvad der er nødvendigt for at kartoflerne kan spire. Der er blevet vandet, luget, sunget og fortalt historier om kartofler, bagt rugbrød og til sidst er kartoflerne høstet og blevet tilberedt. Og den tilfredshed børnene udviser, når de endelig kan spise deres kartoffelmad, er præget af alt andet end travlhed. De ved, at de med en langsigtet indsats har skabt noget værdifuldt. Allervigtigst er dog, at de har lært at ting tager tid, og at det ikke er forbundet med ubehag at være i venteposition, for i sidste ende opnår de, det ønskede resultat. Det er en grundlæggende livslæring, jeg mener på sigt kan hjælpe dem i kampen mod tidstyraniet.

Derfor giver det mening at arbejde med projekter over tid.

Vi har fundet, en pædagogisk løsning der tilsyneladende virker. Og for mig som pædagog betyder det alverden, at jeg har tiden til fordybelse sammen med børnene. Men jeg ved, at rigtig mange pædagoger føler, at de er fanget i et tidspres mellem egne, kommunernes og børnenes forventninger. Tiden er forsvundet sammen med ressourcerne over de sidste år. Og det skal kommunerne ændre, de skal prioritere at skabe mere tid i de danske daginstitutioner, for ordsproget om at ting tager tid er jo sandt.

Politikerne skal derfor tage ansvar og handle. De skal give pædagogerne tiden tilbage – både i form af flere hænder, men også tiden og friheden til selv at planlægge den pædagogiske praksis, så den ikke skal styres af kommunale projekter.

Vi kan som samfund ikke være bekendt, at vores børn allerede er bagud på tid, inden de overhovedet starter i skole.

 

 

 

Kommentarer