Bryd tavsheden!

Lad os fortælle sandheden om vores hverdag i de danske daginstitutioner. Vi skal tage bladet fra munden, og dermed bidrage til at få kvaliteten og arbejdsglæden tilbage i det pædagogiske arbejde!

I en tid hvor der er sat et sidste punktum, i de kommunale budgetforlig, syntes jeg det er vigtigt at vi stiller skarpt på vores faglighed! Bupl har netop lavet en opdateret oversigt over hvilke kommuner der varsler besparelser og hvilke der varsler forbedringer, i deres kommende prioriteringer af 0-5 års området.

Ifølge undersøgelsen, ses der desværre en markant øgning af kommuner der varsler besparelser, hele 45 kommuner mod sidste års kun 13 kommuner!  Ydermere ses der på landsplan, et markant fald i kommuner, der vil tilføre 0-5 års området ressourcer, fra sidste års 52 kommuner, til i 2019 kun at være 22! Dette betyder desværre, at vi endnu engang må gå på kompromis med vores faglighed og vores hjerteblod, da det for manges vedkommende, betyder en forringelse på vores arbejdsplads.

Jeg er pædagog, i en børnehave. I onsdags da jeg var på arbejde, skulle vi som vanligt holde samling på stuen. Samling er en stund på dagen, som vi prioriterer højt, for her ser vi alle børn, vi synger, venter på tur og fortæller sjove historier… virkelig en stund, som er energi givende for børn og pædagoger. Da min kollega lukker foldedøren ind til samling, gør jeg klar til at gå fra, for at lave skriftligt arbejde. Pludselig kommer en trist Oliver ind ad døren fra legepladsen, med kun én støvle på foden. ”lælp mig” siger han. Jeg spørger ham hvad han skal have hjælp til. Oliver peger op mod vores legeskur. Jeg spørger ham, hvor hans støvle er, hvorefter han igen peger op mod skuret. Jeg tager Oliver i hånden, og sammen går vi over legepladsen og op til skuret.  Oliver peger  ind iblandt cykler, løbehjul og mooncars der står på højkant, og der, i klemme mellem et cykellad og en mooncar, sidder Olivers støvle fast. Jeg hjælper Oliver med at få fat i støvlen, og kan pludselig mærke et ubehageligt sug i maven…. Hvad nu hvis mooncaren var væltet ned over Oliver, så havde der jo ikke været nogen til at hente hjælp! Tusind spørgsmål fylder med ét mit hoved. Ubehaget kan mærkes i hele kroppen. Hjertet banker hurtigere og det prikker i kroppen. Hvad skulle jeg have fortalt Olivers forældre, hvis jeg havde været nødt til at ringe til dem? Skulle jeg have fortalt dem, at vi havde glemt Oliver, da vi kaldte børnene ind til samling? Jeg får virkelig dårlig samvittighed, og overvejer kraftigt hvad jeg skal sige til mine kollegaer. Hvad vil de tænke, hvis jeg siger, at vi har glemt Oliver? Vil de føle det som et personligt angreb? Måske er det bare bedre, at jeg slet ikke siger noget, og stille følger ham ind. Da jeg går hjem den dag, føler jeg mig som verdens dårligste pædagog!

Når man vælger at uddanne sig til pædagog, er det sjældent grundet høje lønninger. Ofte er det grundet næstekærlighed, og lysten til at arbejde med mennesker. Muligheden for at, være med til at forme et lille menneske, muligheden for at så et lille frø som kan vokse sig større, et frø som måske gør en forskel i barnets liv. Vi pædagoger sætter en ære i vores fag. Vi sætter høje forventninger, både til egen udførelse af vores arbejde, men også til indfrielsen og udførelsen, af de ovenfra kommende skærpelser om dokumentation og deltagelse i diverse pædagogiske tiltag.

Desværre kommer vores høje forventninger og tiltagende nedskæringer, til at spænde ben for vores psykiske helbred. I følge Arbejdernes erhvervsråd, har op imod ¼ af alle offentlig ansatte oplevet stress symptomer. Siden 2012 er det antal, for pædagoger, steget med op imod 50 %!

Definitionen på stress:” Ubalance mellem de krav der stilles, og de ressourcer der er til rådighed”

Hvis vi pædagoger skal have vendt nogle af de røde tal i statistikkerne, er det vigtigt at vi tager bladet fra munden! Vi skal til at fortælle Danmarks befolkning og i særdeleshed politikkerne om alle de situationer der var TÆT PÅ at gå galt, men som HELDIGVIS ikke gjorde det, bl.a. fordi vi præsterer langt over, hvad vores krop mener muligt, samt grundet ignorering af vores egen smertegrænse! I, kære pædagoger, betaler den højeste pris, for at få lov at gå på arbejde hver dag.

Lad os sætte en ære i vores faglighed. Lad os genfinde kerne ydelsen i de pædagogiske dagtilbud- det enkelte barns trivsel og udvikling, i et miljø med fokus på relation og nærvær. Lad os fortælle, at NU er smertegrænsen for beskæringer nået. NOK ER NOK! #stoltpæd.

Kommentarer