Jeg blev bange!

 

Jeg er pædagog på 0-6 års området i Herning kommune. Jeg er i gang med en uddannelse som pædagogisk meningsdanner. En uddannelse som har til hensigt, at skabe oplysning til den almene befolkning om, hvordan hverdagen ser ud for pædagoger, samt oplyse om gode og knap så gode historier fra hverdagen. Jeg blev bange!

Det er onsdag morgen. Jeg er lige mødt ind, i vores spritnye institution. Vores gamle institution ”havde udtjent sin værnepligt”. Samuel kommer ind sammen med sin far. ”Hej” siger jeg, og kommer i tanke om en episode fra legepladsen i går, hvor Samuel står helt tilmudret og ser med kede og bedende øjne over på mig, imens han strækker sine mudrede hænder frem i væmmelse. ”Hva´ så-, fik du en beskidt dreng hjem i går?” spørger jeg kækt Samuels far. Han kigger på mig med opgivende øjne ”Ja! Jeg håber ikke det bliver hver dag han kommer hjem sådan. Det kan vaskemaskinen ikke følge med til!” ”Skal der ikke gøres noget ved de mudderhuller?” ”Det var ikke lige det, VI havde forventet med en ny institution.” siger Samuels far. Jeg smiler og fyrer en eller anden positiv floskel af, og leder samtalen ind på noget andet.

Da Samuels far er gået, bliver jeg træt af mig selv. Hvorfor sagde jeg ikke, at jeg bestemt også håbede på, at der hurtigst muligt blev gjort noget ved mudderhullerne? Hvorfor fortalte jeg ikke om, hvor frustreret mine kollegaer og jeg også var og er, over at der ikke var og stadig ikke er, styr på legepladsen, inden vi skulle flytte? Hvorfor turde jeg ikke i talesætte, hvor bekymrede vi som pædagoger, så hen mod sidste del af vores flytteproces? Kunne jeg ikke bare have bedt ham sige det videre til ledelse eller forvaltning, da forælderstemmer jo er vigtige?!

Jeg ærgrer mig gul og blå over, at jeg, som ellers plejer at være skarp på meninger og holdninger, også bliver ramt af frygten for at ytre mig. Hvad var det værste, der kunne være sket?

Jeg bliver frustreret over, at frygten for at træde ved siden af ”det forventelige”, er større end lysten, til videreformidling af oplysninger om fakta, er størst.

Jeg ærgrer mig over, at måtte indse, hvor hård kampen med fortællinger om vores VIRKELIGE verden er, og kommer til at blive fremadrettet. Men samtidig bliver jeg også bevidst om vigtigheden af, at vi ytrer os. Jeg mener, at vi skal gøre brug af ALLE de platforme der er muligt. Både i hverdagen, sammen med kollegaer, sammen med forældre og i de sociale medier. Jo mere oplysning vi kan give videre, jo mere nuancerede billeder vi kan male, des bredere bliver den offentlige debat om vores arbejde også!

Så derfor kære skønne kollegaer. Alle I offentlige ansatte, som sætter en ære i jeres fag. Vi kan alle blive bange, men lad ikke frygten styrer. Vi skal alle fortælle om DEN VIRKELIGE VERDEN, med både glæder og bekymringer.

Kommentarer