Belønning.. vejen til adfærdsændring.

Har du elever som du ønsker, skal ændre adfærd, er et belønningssystem meget effektfuldt. Vel at mærke et POSITIVT belønningssystem. Det handler om at skabe motivation for adfærdsændring.

Jo mere individuelt du kan gøre systemet, jo kraftigere virkning. Jeg har i praksis eksperimenteret de sidste 10 år med belønning på forskellige måder, med baggrund i den teori der findes på feltet. Jeg er pædagog og arbejder hovedsagelig i en lille specielklasse på en almindelig folkeskole. Men laver også andet Akt arbejde på skolen. Det her skriv skal ses som en erfaringsudveksling og inspiration til, hvad du kan stille op overfor elever med særlige udfordringer. Den største faktor er, at man skal holde sig til POSITIVE belønningssystemer.

Med de neologisk typiske børn, altså almindelige elever kan man sagtens tænke kollektiv belønning af klassen. Men dem i klassen, som har det sværest, og måske oven i købet er årsag til man sætter et system i gang, risikere at falde igennem, og ødelægge det for fællesskabet, hvorved deres negative rolle forstærkes, og vi er lige vidt. Og det er jo ikke meningen, men hvad gør man så? Så må man graduere kravene for den enkelte. Italesæt altid overfor eleverne, hvorfor noget gælder for én elev og ikke for en anden. Alle SKAL have krav man kan opfylde. Ellers risikerer man som sagt, kun en forstærkning af problemet hos den enkelte. Dette er en af faldegrupperne, vi må have i sigte. ”Retfærdighed er ikke at alle får det samme. Retfærdighed er, at alle får det de har brug for”.

Hele pointen er nemlig, at eleven skal kunne opfylde mål og krav. Men kun lige. Nås målet ikke, skal det gøres sprogligt tydeligt, hvad som skal til, eller også skal man skynde sig at opfinde et delmål. Det er den POSITIVE energi eleverne ændre sig af. ”Alle der kan, gør det”

Jo sværere eleverne har det med at gå i skole, hvad enten det skyldes kognitive eller følelsesmæssige udfordringer, jo mere individuelt skal systemet være.
Hos os bruger vi kridttavlen, hvor al positiv opførsel udløser en stjerne. Positiv opførsel kan være alt lige fra at tage bøgerne op, løse de opgaver man får stillet osv. Men det kan også være at holde sig stille mens andre skejer ud. Det at belønne dem som gør det rigtige, i stedet for at gå i aktion mod det negative, som sker i klassen, er meget virksomt, og det har ofte en øjeblikkelig virkning på den opførsel, man ikke ønsker. Ros dem der gør, det de skal. En stjerne skal endelig også kunne udløses, når man ser eleven bremse sig selv. Har vi et barn der altid afbryder, skal belønningen falde, når eleven ikke afbryder. Og senest når vi observerer eleven, lige er ved at falde i. Stands ulykken! Positivt.
Det fordelagtige ved kridtstjerner er, at de kan viskes ud igen. Gør barnet ikke hvad du beder det om, viskes stjerner ud. Eller gør et barn det rigtig svært for et andet barn, at opfører sig som kravene forventer. Ja så tager vi kryds fra den ene elev og giver til den anden. Dette er især nødvendigt, når vi har følelsesmæssige skadede børn, der på en måde tager dem med Adhd lign. problemer som gidsler. De børn som reagerer voldsomt på uro og ballade, kan ikke gøre for, at de bliver medløbere. Og de kan heller ikke stoppe op og bare stoppe. Det kan den ”udspekulerede”. ”Undskyld”, siger ét pludseligt opstået englebarn, som egentlig satte det hele i gang. Alt imens uroen fortsætter hos den anden. Her er det meget virksomt, at gøre ”føreren” opmærksom på at vedkommende ikke er en god kammerat. Der flyttes stjerner. Dette trick tager gassen af de funktionsforstyrrede, fordi de bliver set og anerkendt i én af deres hovedproblematikker. Men det kræver selvfølgelig, at man kender sine elever rigtig godt.

Men vigtigt er det, at eleven altid får at vide, hvad som skal til for at tjene sine stjerner tilbage. Det gør dem handleduelige.

Det her system kræver konstant refleksion. Og bliver derfor sekundært også en udvikling af ens egen praksis. Refleksion på ens krav og evne til at spotte positive hensigter. Det første der skal til, er at overgive sig til tanken om, at det altså er et FAKTUM at positiv belønning virker. Og at alle børn gør deres bedste, lige meget hvor akavet det kommer ud.
Det næste skridt er så, at sørge for at stille individuelle krav, sådan at alle kan optjene stjerner eller hvad man nu vælger. Jeg vil vove den påstand, at ikke alle elever behøver samme system. Men jo sværere eleven har med at begå sig, jo mere nært og personligt skal det være.

Hos os udløser hver stjerne et lille stykke slik om fredagen – Lønningsdag. Vores elever er ikke så modne, og vi rammer dem oralt, som stadig er meget stærkt hos elevgruppen. Behovsudskydelse er heller ikke særlig udviklet hos de fleste udfordrende børn, derfor skal man være meget påpasselig med at afstemme tidsperioden inden ”lønnen” udløses. Forstået på den måde, at det skal FØLES opnåeligt for eleven. Ellers giver de op øjeblikkelig på kravene. De skal kunne. Ellers har vi voksne stillet for store eller utydelige krav. Eller overset hensigten med det barnet forsøger sig med. En anden slags løn kan være, at en stjerne udløser et bestemt antal minutter på computer, eller x antal minutter ekstra frikvarter osv. Kun fantasien sætter grænsen.

Når en elev ingen positive stjerner har, kommer den voksne til kort. Vi har tabt. ”Ungen er nu umulig” Eller vi har ikke afstemt kravene eller tydeliggjort det vi vil have eleven til. Så længe vi som voksne holder ansvaret hos os selv, kan vi handle os ud af det. Det er positivt for én selv, og ikke mindst for den måde vi møder barnet på.

Den største FALDGRUPPE i dette her er, når man begynder at visualisere negativ opførsel, med minus stjerner eller sure smileys. Sure smileys er i store træk bandlyst. Det virker ikke. Man er på vej nedad med barnet, og den voksne er på en måde bagud. Vi skal være foran og anvisende. Det sure avler mere surt. Så mindst én gang i ugen, når stjernerne skal udbetales, skal det fortælle os voksne, hvem vi har stillet for store krav til, og hvem vi har stillet for små. Samtidig fortæller det eleverne visuelt, hvordan de har klaret det. At visualisere er en forstrækning mange elever i dag har brug for. Og husk så hele tiden, at det er den positive energi eleven vokser af. Og herved kan vi opnå adfærdsændring og praksisudvikling på samme tid.
Skrevet af
Specielpædagog Pia Hass

Kommentarer