Lærer og pædagog i samme klasse… Når 1+1=3

Jeg er pædagog og har arbejdet de sidste 10 på en stor folkeskole, mest i en lille funktionsklasse, men også en del ude i almen miljøet. Oftest er jeg i samarbejde med en almindelig lærer. Jeg elsker dette samarbejde. Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at sørge for at bidrage til, at undervisningen kører glat, så læreren kan koncentrerer sig om det faglige stof, og om hvordan det skal formidles. Lærerens krav, forventninger og opgaver, giver mig en masse at spille min faglighed op af.
På baggrund af mine erfaringer, har jeg lavet dette skriv. Det skal handle om fordelene ved at have en pædagog og en lærer samtidig i en klasse. Samt inspiration til hvordan pædagogen kan bruge sin faglighed til at understøtte læreren og eleverne.

Det er min klare holdning, at der er forskel på, hvad bonus det kan give i en klasse, når der er to voksne med i undervisningen, alt efter de voksnes faglighed. Som jeg ser det, får eleverne mest ud af, at nummer 2 er en pædagog. Hvilket også understøttes af evalueringsinstituttet EVA og andre undersøgelser.
Det er her i samarbejdet med de 2 fags forskellige briller og teoretiske ståsted, at vores elever får optimal støtte til faglig og personlig udvikling, da der ved pædagogens tilstedeværelse, tages øget hånd om personlige og sociale færdigheder, som er så påkrævet for børn i dag. En del af pædagogens spidskompetence er at være brobygger mellem mennesker i klasselokalet, og arbejde med de færdigheder der ligger til grund for vores relationer til hinanden. Selvfølgelig kan der være en fagfaglig fordel ved, at 2 lærere kan sparer med hinanden, på samme måde som når 2 pædagoger sparer. Men hvis vi forestiller os, at det er toptunede uddannede fagligt dygtige voksne, så er det for eleverne og dermed også det faglige udbytte kun en styrke, at have både en lærer og en pædagog med i timerne.
Og det er, som jeg ser det indskrevet i folkeskolens formålsparagraf. Vi skal tage hånd om både kundskaber og færdigheder, altså også de menneskelige færdigheder der danner basis for god trivsel.

Og hvad er det så for en rolle, man kan tage, når der i forvejen er en lærer, som har hovedrollen, hvis man kan sige det?
For mig at se handler det om at få undervisningen til at glide så nemt så muligt. Man skal understøtte læreren og man skal understøtte eleverne. Man er aktiv hele tiden. Man spilder mange muligheder, hvis man ender under kategorien radiator-lærer, eller kopimaskine-assistent.

Når jeg kommer ind i en klasse, har jeg hele tiden øje på børnene. Jeg flytter mig rundt, alt efter hvor der opstår uro, og alt efter om jeg ønsker at fange et blik eller noget. Jeg bruger mit kropssprog rigtig meget. Jeg sørger for at have smilende imødekommende øjne, og jeg anerkender med små nik, smil eller et klem på skulderen. Jeg forstærke alt det jeg ser er godt, i forhold til at modtage undervisning og være en god kammerat. Tage bøger frem, byde nogen ind i en gruppe osv. Det at der er en voksen, der roser den gode opførsel, gør altid at nogen af dem, som er urolige og opfører sig uhensigtsmæssigt, begynder at rette ind. Alle børn vil gerne have opmærksomhed. Man kan aktivt gøre en indsats, for at denne opmærksomhed bliver positiv.
Problemet i belastede klassemiljøer er ofte, at negativ opmærksomhed bliver den herskende opmærksomhed, som man kan få af de voksne. Nutidens institutions-børn er desværre vokset op med den uhensigtsmæssige skjulte medlæreren, at dem som laver mest ballade eller græder højst, er også dem der får de voksnes opmærksomhed. Hvis vi ikke passer på, risikerer vi, at det forstærker negativ opførsel og følelsen af, at livet er håbløst og hårdt. Men livet er dejligt. Og den indstilling skal vi give videre. Så derfor skal der smiles og roses, så man får stemningen varm og tillidsfuld. Det er vi voksnes ansvar.
Når læreren beder børnene lytte, forstærker jeg det ved at holde mine hænder bag ved mine øre, samtidig med at jeg viser med hele kroppen, at opmærksomheden skal rettes mod læreren.
Sidder nogen og fjoller, kan jeg vælge forskellige metoder. Nogen gange er det med et glimt i øjet, at jeg lige laver ”du tosset” tegn. Sådan lidt overlegent. Og andre gange kaste jeg hurtige lyn med øjnene, og så tilbage og rose nogle andre. Jeg er heller ikke bange for at tage en snak med den enkelte, og sætte ord på konsekvensen af det jeg ser. I disse snakke sørger jeg altid for, også at fortælle eleven de kvaliteter, jeg mener de også har, samt forsøger at fremelske mere af det.
Det er min fornemmeste opgave, at få det til at glide for læreren. Læreren skal helst kunne undervise, og skal helst ikke forstyrres og stoppes hele tiden. Det er enormt ødelæggende for undervisningen, hvis læreren hele tiden skal stoppe op og afbryde sit foretagende eller sin talestrøm. Det kommer hurtigt til at foregå på de uroliges præmisser.

Et andet fokus for min opmærksomhed, er lærerens måde at formulerer sig på. Kan det de siger forstås på flere måder? Kræver det indforstået viden, eller lyder det for ukonkret? I samme drag jeg lytter til læreren, betragter jeg eleverne: Reagerer de? Falder de fra? Bliver de frustrerede eller andet der viser mig, at læreren ikke rammer alle. Og så stiller jeg opklarende spørgsmål. Måske til eleven, som er faldet fra, og giver indput til, hvad de så kan gøre. For eksempel at spørge læreren ved håndsoprækning, eller ved simpelthen at jeg selv spørge læreren. Vi voksne siger ikke altid det, vi tror vi siger. Og hvis jeg som voksen, har svært ved at forstå stoffet, regler eller budskaber, ja så er der helt sikkert, også nogle elever der har det. Når jeg spørger, viser jeg indirekte, at det ikke er farligt, når man ikke forstår undervisningen i første forsøg. Man må gerne grine af mig. Når jeg ikke forstår det, er det lettere for eleven at hvile i, at stoffet er svært. Vi lærer det sammen. Og ja nogen gange kan jeg godt spille dum, for et højere formål 🙂
Ofte oplever jeg, at jeg med min pædagogiske faglighed ved noget om diverse diagnoser og forskellige hjernetyper, som kan komme læreren og eleven til gode, når vi sammen forstår elevens problem bredere. Det er jo aldrig eleven der er problemet. Men problemet, der er problemet. Så er verden bare lettere at håndterer og handle på, og jeg går hver dag på arbejde i troen på, at jeg kan gøre en forskel.

Denne ageren i klasseværelset kræver ligeværdighed mellem vores fag. Vi som pædagoger skal føle os lige så vigtige som læreren og forstå, at vi har lige så stor pligt som læreren, til at bidrage til størst mulig læring og udvikling hos eleverne / børnene. I inklusionens kølvand blev der virkelig brug for pædagoger i folkeskolen, og vi var mange der blev ansat før reformen. Understøttende undervisning eller ej. Så er vi kommet for at blive. Og det med at gøre fagene ligeværdige, skal der ikke skrives mere om i denne omgang. Og ja det er min drøm, at alle klasser har hver deres pædagog og lærer.

Kommentarer