Danmark har brug for veluddannede pædagoger

Lige nu demonstrerer de studerende på professionshøjskolerne mod de fortsatte besparelser på uddannelserne. Besparelserne på 2 procent årligt blev indført med finansloven i 2016. Alene på uddannelserne til pædagog, lærer, socialrådgiver og sygeplejerske betyder 2 procent over årene fra 2016 til 2020 besparelser på 575 millioner kroner!

Jeg er uddannet pædagog og jeg er dybt bekymret for kvaliteten af den uddannelse mine fremtidige kolleger får.

Fra min egen tid, som studerende husker jeg at vi ofte jokede med vores undervisere om at vi skulle komprimere pædagoguddannelsen og fjerne 1 år og derved samle undervisningen. Hvis vi gjorde det ville vi få undervisningen samlet og der ville ikke være flere uger hvor vi kun havde en eller ingen forelæsninger. Derfor bliver jeg altid rystet, når der tales om at sparer yderligere på pædagog uddannelsen. For er der snart mere de kan spare på?

Hvordan skal mine kommende kolleger kunne løfte den store og helt vildt vigtige opgave pædagogerne skal løse i  vuggestuen, børnehaven, skolen eller ungdomsklubben, når kvaliteten af deres uddannelse konsekvent og i så voldsom en grad forringes?

Det er hårdt arbejde at være pædagogstuderende i dag, det var det også da jeg studerede. Men det er ikke blevet nemmere. Ikke nok med uddannelsesinstitutionerne er under pres så er praktikinstitutionerne det også og de studerende skal i langt højere grad kunne tage fat for at få enderne til at nå sammen i institutionerne.

Det samme gør sig gældende for sygeplejerskerne, socialrådgiverne og lærerne. Er det virkelig den udgave af Danmark vi ønsker os? Et Danmark hvor de mennesker, som skal forme vores børn og passe på os når vi har det allersværest skal have en dårlig uddannelse?

Jeg siger NEJ!

Jeg vil stemme i sammen med de studerende og sige stop med at spare på professionsuddannelserne!

Danmark har nemlig brug for veluddannet arbejdskraft for vores allesammens skyld!

Kommentarer