Giv børnene kedsomheden, eget initiativ og legen tilbage!

Jeg mener at vi overvåger, overaktiverer og overstimulerer vores børn, så der ikke er plads til deres eget initiativ. Børn har alt for ofte alt for travlt, både dagligt og i weekenderne, sjældent er der plads til stille stunder og kedsomhed.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/professor-i-kedsomhed-giv-nu-boernene-lov-til-kede-sig-i-vinterferien

Mandag morgen kommer Silje ind af døren med mor i hånden. Hun bliver som altid, mødt af et “Godmorgen Silje” Mor siger godmorgen, mens Silje betuttet knuger sig ind til hende og ser træt og uoplagt ud.
Mor fortsætter: Kan du fortælle Maria hvor du har været henne i weekenden? Silje svarer ikke, men vender mundvigene nedad. Jo, kom nu Silje fortsætter mor, fortæl at du har været i Leos legeland med kusine Mie og dine fætre Max og Loui i lørdags og i går var vi til mormors 60 års fødselsdag, sammen med hele familien, der var mange mennesker ikke også Silje?

Jeg er barn af 60`erne og 70`erne og nej ingen sammenligning overhovedet, men blot et tilbageblik på, hvad jeg husker som værende det aller bedste ved at være barn.
At vågne langsomt med dynen i sofaen, mens duften af varme kryddere bredte sig, at få lov at hjælpe mor med at vaske op, at bygge huler på værelset, som jeg delte med mine to små brødre, lave store svære puslespil med min storesøster og gerne i nattøj det meste af formiddagen, kede mig tilpas meget, så det gav gode ideer.

Jeg ville finde hemmelige huler, lege i gården med de “andre” Jeg ville af og til falde og slå knæet, men jeg er alene, så ingen til at trøste, jeg må op igen, feje stenene ud af såret og skynde mig videre på nye eventyr.
En kort periode gik jeg til dans hos Ella Frederiksen i Brønshøj og nærværet med mine forældre var, at de altid var inde for rækkevidde hvis jeg skulle få brug for dem, og det gav mig tryghed.

Når Silje kommer i børnehave mandag morgen, kan hun se frem til en uge med velmenende pædagogiske aktiviteter og læring.
Hun vil blive afleveret med weekendens mange aktiviteter og stimuli frisk i erindringen, hvorefter hun mødes af voksne, der nysgerrigt spørger ind til weekendens “strabadser”. Dernæst vil hun få at vide, hvad børnehaven har at byde på i løbet af dagen.

Der vil være morgensamling, hvor der sludres og synges. Bagefter vil der blive leget Kims leg om efteråret, som har til hensigt at øge børnenes opmærksomhed. Dernæst tager vi på tur sammen med 10 af Siljes børnehavevenner. Vi skal finde Kastanjer, blade og agern, som vi senere på eftermiddagen vil lave fine ting af.
Til sidst vil vi spise eftermiddagsfrugt og gå en tur på legepladsen, inden Silje blev hentet og skal videre til mandagens gymnastik.
Dagen i morgen vil også være planlagt med mange voksenstyrede, gode, udviklende aktiviteter.

Men hvor er tiden til Siljes egen lyst? Hvor er tiden til eftertænksomhed? Hvor er tiden til Kedsomhed, refleksion og hvile?

Vi vil så gerne gøre det lærerigt og spændende for vores børn, men vi må huske tiden til ro og pauser, til at vælge ud fra lyst og egne initiativer, hvor de nære relationer opstår med alt hvad det indebærer af prøvelser, forhandlinger og kompromiser, men også gode venskaber, hemmelige huler, vandhuller og høje træer man kan klatre i. Hvor det godt må blive lidt farligt, hvor man godt må slå sig, uden der straks kommer en med plaster til såret.

Lad det gå lidt langsomt uden alt for mange planer, det har både vi og børnene godt af.
Lad os kede os sammen, trille tommelfingre og nullermænd, for lige bagefter det, kommer der altid noget der er sjovere.