Min virkelighed

I mandags så min virkelighed sådan ud:

Jeg og min kollega har 17 børn på stuen, hvoraf et af børnene har vi nogle ekstra timer til, således at vi er tre personaler på stuen….men sådan så det bare ikke ud denne dag. Vi var to til gruppen, selvom vi ved at der er et barn der har brug for en voksen ved sin side det meste af tiden – for vikaren der skulle dække kollegaen, som skulle have været på stuen – var syg!

Selvom vi er blevet lovet at vi skal være tre voksne på stuen…gør det så ikke situationen bedre at vi havde mandefald i forvejen, så de andre stuer også var berørt… så vi var os to.

Det var vores valg hvorledes vi ville gribe situationen an!

Vi kunne have sat os og kigget på hinanden, sukket dybt og sagt: “pyha – sikke en hård dag, det går aldrig – jeg er allerede helt udaset!” Men det gjorde vi ikke! Vi valgte at få det bedste ud af dagen og gøre det så rart vi kunne for børnegruppen.

For vi kan jo ikke sætte et skilt op på indgangsdøren med besked om : “Børnehaven er lukket i dag p.g.a. driftsforstyrrelser” den går bare ikke! Her handler det om at få det bedste ud situationen,  at spotte hvordan børnene har det enkeltvis, og hvordan gruppen har det, og prøve at tilgodese de behov der nu engang er…..og hvordan gjorde vi så det?

Nogle ville måske kalde os hippier, idet vi blot var tilstede i nuet. Men vi var også nærværende, kreative og indlevende, og det er dér, vi som mennesker bruger os selv i vores fag – vores habitus med alle vores mere eller mindre skæve vinkler, som blandes med alle de vinkler og personligheder som hvert enkelt barn har i gruppen. Det er det vi gør – får det bedste ud af alting. Men det er også det, som er med til at frustrere os i hverdagen, når diverse opgaver “falder ned fra himlen” udefra og påvirker arbejdspresset.

Måske har vi selv været ude om det?!

Ikke at arbejde frem mod “sortepersrollen” som Kasper nævner i sit blogoplæg, men netop at vise, at vi får det bedste ud af situationerne hvergang. At “den klarer vi lige”, “eller det nåede vi også” – og det er ikke BROK – hvilket er et ord jeg gerne så fjernet fra opfattelsen af pædagoger – men den skinbare virkelighed.

Vi ER gode til at få det hele til at “gå op”.

Jeg tror det vi kan gøre er, at blive bedre til f.eks. at synliggøre de situationer, hvor al planlægning vælter og mange voksne er væk. Vi skal turde italesætte overfor forældrene i de ekstreme situationer, at vi er meget hårdt ramt af personalefravær, og derfor står med mange børn – men at måske de kan hente deres barn/børn lidt tidligere…så vi hjælper hinanden. Eller i de knapt så ekstreme, men særlige pressede situationer, lade være med at reagerer “fornærmet”, men konstruktivt, når nogle forældre stiller sig undrende om hvorfor vi “ikke har lavet noget i dag”, eller måske skrevet i dagbogen? Hvis lille Per stadig virker glad og tilfreds når han bliver hentet… (for det er jo et af pejlemærkerne), og vi ikke kommunikerer med dem, hvor skal de så vide fra hvordan dagen har set ud??  Hvordan skal de så kunne forstå os og vores handlen og gøren?

Måske vil der så være nogen som vil sige til mig: “der er da ingen grund til at blæse det op og indvolvere forældrene, hvis bare børnene er glade når de hentes!” Men her er jeg altså ikke enig. For nogle børn kan godt reagere senere, og måske snakke om deres oplevelser af sådanne situationer. Vi er jo alle mennesker med et følelsesregister, hvor nogle bliver mere påvirket end andre, og måske giver udslag i noget helt andet, så der opstår et “melt down” hjemme. Det er jo netop for at skabe en fælles forståelse og anerkendelse af hinanden som mennesker – pædagog og  forældre, så vi kan varetage børnenes trivsel og udvikling sammen.

Hvordan gik det så? Formiddagen gik fint, og da vi sidder og spiser frokost siger min kollega til mig: “Hvem kommer egentlig ind til dig når jeg går?” Tja…. ingen. Men igen gik det op i en højere enhed, selvom jeg kunne se frem til en eftermiddag med 17 børn alene. For det handler om igen at se mulighederne fremfor begrænsningerne når man lige står i det…

En del af børnene på en anden stue var blevet hentet, så der kun var brug for en voksen på den stue og der kom en anden kollega ned til mig.

Var jeg træt om aftenen? Ja, selvfølgelig var jeg det! Og da jeg sad og liggede ud på den smukke himmel hvor solen var på vej ned, havde jeg en god fornemmelse i maven, for jeg vidste jeg havde gjort det bedste jeg kunne – i min virkelighed.

Kommentarer