Stressepidemien skal bekæmpes med bedre uddannet ledelse.

Det er tidlig morgen, mit vækkeur ringer insisterende. Mine hjerne fortæller min arm, at den skal række ud og trykke på den store runde sluk knap. Min arm reagerer ikke.

Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af, at min hjerne blev mere insisterende i sit forsøg på at få min arm til at reagere. Jeg kan huske panikken, der spredte sig i min usamarbejdsvillige krop. Men det lykkedes ikke. Min krop fungerede ikke længere.

Jeg havde fået stress. Alvorlig stress.

Jeg havde gennem længere tid overhørt samtlige alarmklokker, der ellers bimlede højt og larmende for at få mig til at forstå, at jeg skulle stoppe op. Til sidst så min krop det tilsyneladende som den sidste mulighed at sætte sig ud af funktion.

Jeg er langt fra den eneste, der har haft stress tæt inde på livet. Faktisk viser en undersøgelse, at hver fjerde offentlige ansat lider af stresssymptomer. Og blandt pædagoger er der siden 2012 sket en stigning på intet mindre en 50 %, der oplever stresssymptomer.

Jeg arbejder selv som pædagog. Jeg arbejder med mennesker, ligesom sygeplejersken, social- og sundhedshjælperen, skolelæreren og mange andre offentlige ansatte.

Stress er en invaliderende og uværdig situation at befinde sig i for det enkelte menneske. Samtidig med at det koster statskassen enorme summer.

Vi skal derfor, have stoppet denne epidemi af stresssymptomer blandt offentlige ansatte nu!

I 2017 påstod en psykolog i Ugebrevet A4, at danskerne dør af dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral. Denne påstand peger ind i de offentlige ansattes situation.

Valget af min profession er begrundet i et værdisæt, der er baseret på en lyst til grundlæggende at hjælpe og støtte andre mennesker. Så jeg hjælper selvfølgelig den grædende mor, der står i garderoben, og for hvem det hele lige er ramlet sammen. Jeg hjælper også gerne min kollega, der står med en opgave, hun ikke kan løse alene, også selvom jeg egentlig har fået fri, og står med det ene ben ude af døren.

Disse opgaver er selvfølgelig en del af mit arbejde – de kan ikke planlægges, og det er okay. Det er i hvert fald i orden, så længe jeg har det godt, og har overskud i mit arbejdsliv. Men den dag jeg har hjertebanken på vej til arbejde, eller ondt i maven over ikke at kunne overskue mine arbejdsopgaver, har jeg brug for nogen, der griber ind. Og det er en ledelsesopgave.

Set i forhold til stigningen af pædagoger med stresssymptomer, mener jeg ikke, at ledelserne rundt omkring i de forskellige daginstitutioner er klædt godt nok på til tage hånd om disse medarbejdere.

Der skal mere til at hjælpe en medarbejder med stresssymptomer, end blot at fratage denne nogle arbejdsopgaver, hvilket erfaringsmæssigt er den løsning, lederne ofte tyr til. Ny stressforskning viser, at dette blot kan være medvirkende til at øge medarbejderens stressniveau yderligere. For når vi mennesker er endt i en situation hvor arbejdsvilkårene simpelthen er blevet sundhedsskadelige, så vender vi det indad. Vi kan ikke længere tænke rationelt. I stedet bliver vi endnu mere skamfulde over ikke at kunne udføre de arbejdsopgaver, der forventes af os.

Vi har brug for ledere, der med viden og menneskelig dygtighed, kan hjælpe med at knække stressepidemien.

Jeg appellerer derfor til, at kommunerne prioriterer at uddanne ledere i at håndtere stresssymptomer hos medarbejderne.

Herved vil kommunerne opnå to ting. Først og fremmest vil de redde mennesker fra den tragedie, det er at blive ramt af stress. For det andet vil de spare enorme summer!

Kommentarer