Følelser skal ikke undertrykkes

Følelser – vi har dem allesammen. Lige fra glæden, når man finder en god ven, mærke solens stråler, få et dejligt kram m.m. Til tristheden, vreden med enten tårer, brug for et kram, at være alene eller lignende. Begge former for følelser er legale og ligeværdige, men ofte bliver de håndteret forskelligt. Glade følelser bliver ofte anerkendt, det samme gælder ikke for vrede og sure følelser.

Jeg mener at følelser skal italesættes, men jeg oplever en tendens til at følelser skal gemmes væk og er tabubelagte. Særligt vi voksne er ofte ikke i kontakt med vores følelser og gemmer dem væk. Når vi så bliver forældre, giver vi det videre til vores børn.
Vi skal tale med børnene omkring følelserne, det har de nemlig ikke lært endnu. Vi som voksne kan i høj grad sætte ord på vores følelser og udtrykke os. For børn er det lidt en anden sag.

Jeg sidder i sofaen på stuen, hvor jeg snakker med Sylvester om hvad weekenden har budt på. Ind på stuen kommer Mimi sammen med sin mor, vi siger godmorgen og jeg spørger om Mimi hun har haft en god weekend? Det er en hyggelig stund, vi griner og nyder hinandens selskab. Lidt efter kommer Rita ind med sin far. Far har lidt travlt, så de går ud for at vinke med det samme. Efter kort tid kommer de tilbage på stuen, fordi Rita synes det er svært at blive afleveret, derfor vil far gerne aflevere hos mig. Jeg tager imod Rita, hun græder og er bestemt ikke tilfreds med at far tager afsted, men hun lader sig aflevere til mig. Jeg trøster og fortæller hende at jeg godt kan forstå at hun bliver ked af det, jeg krammer hende og fortæller at far kommer igen senere. Mit fokus er på Rita, hun er stadig ked af det. Jeg kigger over på Mimi og hendes mor, Mimis mor kigger på Rita og jeg kan mærke at hun er utilpas ved situationen, jeg kan mærke at moderen bliver mere og mere utilpas fordi Rita stadig er ked af det og græder.

Som pædagog står jeg ofte i situationer lignede denne, hvor forældre bliver utilpasse, utrygge m.v når enten deres egne børn eller andres børn, bliver kede af det, vrede og lignende. Det er en følelse som jeg godt kan genkende, en følelse af at ens værd som forældre lige såvel som pædagog bliver målt på, hvordan man f.eks trøster og hvor hurtigt barnet falder til ro igen.

Men fordi jeg er pædagog og har en faglighed med mig, ved jeg også hvor vigtigt det er for børn at føle noget, snakke om følelserne samt at rumme deres følelser så de ikke føler sig forkerte, fordi de må ikke stå med opfattelsen af at de ikke må have det som de har det.

Mit ønske og budskab er at vi skal lære børnene at lade hjertet tale. Vi skal ikke være bange for følelser – de er en del af at være menneske, de er en del af det lærende menneske.
Når vi lærer børn at sætte ord på deres følelser, så kan de også håndtere situationer, som de finder udfordrende, mere hensigtsmæssigt. Det er vigtigt som forældre, at rumme barnet med alle de følelser de indebærer og så selvom det kan være svært.
Som forældre er det vigtigt at finde roen i, at det er ok at føle noget – følelser skal udtrykkes, ikke undertrykkes.

Kommentarer