En ny begyndelse.

For godt og vel 8 år siden kunne jeg ikke fungere uden den angstdæmpende medicin, som jeg var begyndt at tage. At vente på et tog var et helvede. Menneskemylderet på perronen gjorde mig utryg. Når toget kom, turde jeg ikke tage en siddeplads. Jeg stod op. Jeg ville ikke være i vejen. Det gjaldt om at skjule sig. At skjule mig.

For fire år siden blev jeg optaget på Ceveas meningsdanneruddannelse for pædagoger. Dengang var jeg stadig bange i de fleste sammenhænge. Alt hvad der blev sagt på første modul af uddannelsen gav mening. Men jeg krøb sammen i min usikkerhed. Da jeg kom hjem efter de første tre dage, sov jeg stort set ikke: Jeg skrev og skrev og skrev.

En dag fik jeg skrevet noget som kunne bruges. Noget andre gad læse og som aviserne ville trykke. Men det krævede sin kvinde at være bange for mennesker – og samtidig sætte sig selv i en position, hvor ethvert menneske kunne slå ned på det, som jeg skrev – og mene noget om mig som person. Og det var sin sag at have meget på hjerte, for når jeg ville udtrykke det, blev det tit noget værre rod.

Kristian Birk, som underviste på meningsdanneruddannelsen, holdt mig mentalt i hånden, når min hjerne stak af. Han var der, når ordene ikke ville, som jeg ville. Han havde min ryg, når fremmedes kommentarer gjorde ondt og gjorde mig bange. Samtidig var han ikke bleg for at give mig kritik og kræve, at jeg gjorde det bedre. Fordi jeg kunne.

Kristian opmuntrede mig, så jeg blev ved. Jeg sagde aldrig, at jeg ville give op. Heller ikke, når det føltes sådan, for jeg havde en konstant og klar fornemmelse af, at Kristian var kommet til at tro på mig. At Kristian regnede med mig.

I løbet af de fire år der er gået, har Kristian flere gange inviteret mig til at holde oplæg for andre. Jeg fik en oplevelse af at være kompetent.

Denne solfyldte sommer slap jeg min medicin. Jeg kan fungere uden. Jeg mødte nemlig et menneske, som troede på mig, og som så noget i mig. Og som en dag sagde til mig: “Du er ydmyg, det er fint nok, for det er en del af den du er. Men denne gang må du godt lade være med at underspille dig selv.”
Kristian fik mig til at rette ryggen.

Sårbarheden, den vil altid være en del af mig. Men det vil de aftryk, som Kristian har sat, også. Jeg føler mig ikke i vejen længere – jeg føler, at jeg har noget at bidrage med.

Nu skal Kristian være en del af pædagoguddannelsen, og jeg kan ikke tænke mig noget bedre sted at have en Kristian. For han er sådan én, som vi alle bør være for hinanden – og især for børn.

Kommentarer