Når man har den perfekte normering

Det er efterårsferie og børnetallet er faldet, det betyder at vi denne dag sidder 2 pædagoger med 12 børn. Vi får nærmest julelys i øjnene, for vi er bevidste om, hvor mange muligheder dette giver os. Vi beslutter os uden at tøve for at få tændt et bål og se om vi ikke kan få fremtryllet en snobrødsdej af noget vi har i køkkenet.

Der er en helt fantastisk ro over børnene, de ser hinanden i et nyt lys og nye venskaber skabes, når man pludseligt får øje på hinanden. Jeg får tændt op i bålet med børnenes hjælp, mens min kollager får fikset en snobrødsdej. Alle samles rundt om bålet, man ser børnenes glæde og begejstring ved det. Alle børnene, fra 3-5 år, sidder stolte rundt om bålet med hver deres pind med snobrød på. Først stod de i kø og ventede en efter en, på at få snobrød på en pind. Derefter satte de sig en efter en rundt om bålet, vi kom til at sidde tæt, så man skulle tage hensyn og udvise respekt for de andres snobrødspinde inde over bålet.

Når man rammer den perfekte normering bliver det pludseligt muligt at gøre det som vi alle bliver påduttet, uden at gå på kompromis med vores kerneopgave. Der er plads til inklusion, alle 12 børn i alderen 3-5 år, med hver deres “rygsæk” kunne være en del af fællesskabet og kunne med den rette guidning sidde ved bålet i 30 minutter og få færdiggjort deres eget brød. Børnene skulle ikke kæmpe om de voksnes opmærksomhed, alle kunne føle sig set og hørt og vi voksne havde mulighed for at tage hånd om alle børn.

Når der er en optimal normering, er der plads til fordybelse, der er rum til nye eller blot andre læringsmiljøer. Venskaber kan skabes og den voksne kan være med til at hjælpe og støtte nye venskaber. Der kan arbejdes både med socialudvikling, sprogligudvikling, motoriskudvikling, skoleparathed og meget mere, uden at skulle gå på kompromis. Ligeledes uden at de voksne glemmer dem selv, bliver ramt af følelsen utilstrækkelighed, som i mange tilfælde medfører stress.

Vi havde en helt fantastisk dag, samtidig en tankevækkende dag. Når man ser at alle børn bliver en del af fællesskabet, for der er plads til at vi pædagoger kan udfører det arbejde vi har uddannet os til. Der er plads til vi kan varetage det enkelte barns behov, støtte deres udvikling og derved give dem flere redskaber de kan putte i “rygsækken” og bruge i fremtiden.

#minnormering – minimums normeringer nu !