Hvis jeg bare “passede” børn, kunne jeg være ligeglad
Forleden dag havde jeg et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Indlægget handlede om, at vi pædagoger sammen med politikerne burde have en fælles vision for, hvordan vi kunne øge den lave andel af pædagoger i vores daginstitutioner.
Indlægget fik heldigvis mange kommentarer. Nogle positive. En hel del negative. Fælles for de negative var, at de næsten alle brugte ordet ”pasning” og mente sagtens, at alle kunne ”passe” børn – uddannelse eller ej. Flere havde jo selv være babysittere, da de var ganske unge.
Det fik mig til at tænke: Hvad nu hvis mit job som pædagog kun handlede om at passe børn. Hvilke dele af mit arbejde behøvede jeg så ikke at lave, hvad kunne jeg simpelthen være ligeglad med. Jeg har lavet en liste som nok ikke er fuldkommen, men man er jo altid velkommen til selv at tilføje.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med deres sproglige udvikling.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med om børnene var skoleparate. Om de kunne holde på en blyant og udviste nysgerrighed på at lære nyt, måtte andre sørger for.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med, om de var livsduelig. Den kommune, jeg arbejder i, har som mål at børnene skal udvise livsduelighed, når de er færdige i daginstitutionen.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med børnenes dannelse.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med deres sociale kompetencer. Går dit barn og slår andre eller bider og derfor har svært ved at finde venner og nogen at lege med? Tjaaa…
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med deres motoriske udvikling. Kan dit barn ikke hoppe, løbe eller klatre i et træ, selv om det måske burde. Så er det ikke mit job at arbejde med dit barn og udvikle de manglende motoriske kompetencer, selv om jeg måske bruger 7-8 timer om dagen med det.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad med dagtilbudsloven.
Hvis jeg bare passede børn, kunne jeg være ligeglad den nye læreplan (og den gamle for den sags skyld). Den ny lærerplan er et politisk bestemt redskab, som vi pædagoger arbejder efter. Lærerplanen sætter mål for vores arbejde og nævner emner, som vi skal arbejde med. Fx sociale kompetencer, sproglig udvikling, natur, motorik, traditioner og kultur.
Nu virker det måske, som om jeg er et tudefjæs, men det er ingenlunde tilfældet. For grundlæggende er det min og mine kollegers skyld, at viden om, hvad pædagoger laver, ikke er udbredt i tilstrækkelig grad. Men jeg kan godt blive irriteret over, at den uddannelse, jeg har brugt 3 1/2 år på at tage, i manges øjne ingen værdi har. Det kan godt irretere mig, at mit arbejde skal sammenlignes med pasning foretaget af en 12-årig. Pasning handler om at holde et barn sikkert og glad, indtil det bliver hentet. Pædagogik handler om så meget mere. Og vi pædagog gør så meget mere for børn, unge og voksne.