“Jeg må desværre melde mig syg idag”

Fornylig blev jeg kaldt til en omsorgssamtale, jeg havde netop haft min sygedag nr 10 på 12 måneder.

Jeg havde de seneste 12 måneder meldt mig syg 4 gange og når man lagde dagene sammen blev det til 10 dage.

Min leder gjorde det hun skulle jævnfør kommunens bestemmelser. Hun spurgte om det var arbejdsrelateret, at jeg havde været syg og om jeg var glad for at gå på arbejde.

Det er jeg, jeg er skolepædagog og jeg er faktisk helt vild med mit arbejde og vil yde mit bedste for børnene.

Min leder skulle undersøge om de 10 sammenlagte dage er udløst af arbejdsmæssige forhold. For det kunne de selvfølgelig godt være og til en vis grad er de det jo egentligt også, men ikke på grund af stress eller dårlige arbejdsvilkår. De var udløst af bakterier, virus og andet “godt” jeg møder hver dag i mit arbejde med børnene.

Og når jeg tænker over det så er 10 sygedage på 12 måneder egentligt få dage, hvis jeg lister op hvad jeg udsættes for i løbet af næsten hver eneste arbejdsdag?

Jeg bliver hostet og nyst på hver dag og små næser tørres af på mine skuldre, ærmer og bukseben.

Med jævne mellemrum tørrer jeg opkast op og dagligt hjælper jeg børn, som har haft andre små og store uheld.

Jeg holder, som minimum 25 forskellige børn i hånden, hvor jeg er heldig hvis halvdelen af hænderne er blevet vasket godt med sæbe efter hvert toiletbesøg.

Jeg tørrer løbende næser og grædende øjne.

Børnene hopper op på min ryg eller rykker pludseligt i min arm, hvis jeg de vil have min opmærksomhed hurtigere end jeg formår at give dem den.

Faktisk er det utroligt at jeg ikke oftere er så syg at jeg må blive hjemme. For det gør pædagoger ikke, som en selvfølge, altså bliver hjemme når vi er syge. Jeg tror de fleste pædagoger kender til det at tage syge på arbejde og vi gør det ofte.

Influenzaen sidder i kroppen og det allerbedste var at man var blevet under dynen. Men alligevel tager vi afsted pga børnene, som vi føler vi svigter, kollegerne, som skal løbe stærkere eller det vigtige møde med den eksterne samarbejdspartner.

Men burde jeg i virkeligheden ikke oftere melde mig syg?

Der er selvfølgelig den indlysende årsag, at jeg er syg.

Men allermest fordi at jeg i mit arbejde, som pædagog bruger mig selv hele tiden. Jeg skal bruge min krop og mit sind. Derfor er det vigtigt at jeg er 100% tilstede. Børnene bliver trygge af at have en tydelig og nærværende pædagog.

Jeg er ingen af delene hvis min hjerne er fyldt af snot, jeg har feber eller jeg er krumbøjet af mavepine. Når jeg går syg på arbejde bliver jeg en dårligere pædagog. Jeg kan ikke bruge min krop og sind, som jeg plejer og min tålmodighed er sandsynligvis også mindre.

Jeg og alle andre pædagoger burde passe bedre på os selv og blive hjemme, når vi er syge for vores egen, kollegernes, men især for børnenes skyld.

Vi hjælper ingen ved at tage syge på arbejde.

Kommentarer