Hvad pædagoger kan, bliver brugt imod dem

Pædagoger er eksperter i at fokusere på ressourcer og løsninger, selv dér, hvor det virker umuligt. Det er en fantastisk evne, som udvikles via fagligheden. En slags ressourcebrille, som vi tager på og ser alle børn igennem. Det samme gælder vores praksis. Hvordan får vi det optimale ud af vores praksis?, tænker vi og kigger rundt i alle hjørner af vores hverdag.

Desværre bliver denne evne brugt imod os. Midlertidige nødløsninger bliver ofte permanente og forringer praksis.

Børnetallet vokser i en lille by og der er ikke plads til børnene i institutionerne. Et børnehus lejer en spejderhytte midlertidigt for at rumme børnene. Problemet er bare, at pædagogerne er så gode til at gøre hverdagen tålelig med deres omsorg og kreative tankegang, at ingen tænker over, at det ikke er optimalt at have børnehavebørn i en spejderhytte på lang sigt. Så kommunen overvejer at gøre løsningen permanent.

Karla har ADHD og går i en børnehavegruppe med 22 børn. Hvert minut af dagen går med at prøve at kontakte de andre børn. Udfordringen for Karla er, at det foregår ved at slå, sparke og bide de andre børn, kaste ting i hovedet på dem og spytte på dem. Pædagogerne løser det ved at beslutte, at der altid skal være en pædagog ved siden af hende til at guide hende og lære hende, hvordan hun skal begå sig blandt de andre børn. En fantastisk løsning. Problemet er bare, at der ikke gives støttetimer (hvilket i bedste fald kan udløse 10-15 timer til en pige, som er i institution i 45 timer om ugen), så de andre børn og voksne må nøjes med store gruppeaktiviteter dagen lang, da der ikke er ressourcer til at tilgodese dem også. Når PPR-psykologen så kommer for at observere Karla, er deres konklusion, at hverdagen jo fungerer godt for Karla og at pædagogerne gør et godt stykke arbejde. Så beskeden er: Fortsæt det gode arbejde! Dermed må de øvrige børn acceptere, at deres hverdagsvilkår forringes. Fordi pædagogerne er så gode til at fokusere på ressourcer og muligheder.

Det samme sker, når vi begynder er tale om dårlige normeringer.

Når mange står frem og fortæller om de dårlige oplevelser, er der selvfølgelig også nogle, som kan komme med de gode historier. Og de skal frem. For det er jo dem, som vi skal vise omverdenen for at fortælle, hvad vi, pædagoger, kan med de rette ressourcer.

Problemet er bare, at når der kommer en god historie, hører jeg folk sige: Nå, jamen så er det jo ikke så slemt, som I går og siger.

Så hvad skal vi pædagoger gøre for at blive taget seriøst og blive lyttet på?

Skal vi lægge armene over kors og sige: Næ, vi kan ikke finde os tilrette i en spejderhytte. Det er uacceptable vilkår.

Skal vi lade Karla lege uden en pædagog på siden, så psykologen kan se, at de andre børn omkring hende har ar, bidemærker og får tics, når hun nærmer sig?

Skal vi blive ved at at reparere møbler, vægge og døre, for at de fysiske rammer ikke er farlige for børnene at færdes i eller skal vi sætte hælene i og nægte at lege håndværkere, indtil andre får øje på risikoen for børnene?

Jeg tænker mig ihvertfald om en ekstra gang, før jeg skal til at fortælle en god historie fra min praksis. For jeg vil ikke risikere, at den bliver brugt imod mig. Det vil jeg gerne ændre. Jeg vil gerne fortælle de gode historier for at vise, hvor dygtig jeg er, hvor meget jeg holder af mit job og mit fag og hvor stor en forskel jeg gør. Men det skal ikke bruges imod mig.

Kommentarer