Min mening – #minnormering

Hvor skal pædagogerne i virkeligheden skabe tryghed og vise loyalitet?

Jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg stod midt i morgenmyldretiden på stuen, hvor mange børn var ved at blive afleveret på samme tid, lige inden morgensamling.

Jeg vendte mig om og kiggede ind i et par våde øjne, som tilhørte en mor til en pige på stuen.

“Jeg så dit opslag på Facebook. Jeg blev virkelig rørt. Jeg anede ikke, at hverdagen ser sådan ud. I gør det simpelthen så godt og vi er så glade, men det er jo virkelig sørgeligt og urimeligt, at det er sådan. Tak, fordi du viser os det.”

Hendes stemme og ansigt bar tydeligt præg af at være følelsesmæssigt berørt, mens hun talte om det billede, som jeg havde lagt på Facebook, hvor jeg, med et skilt, viste, at jeg var alene på stuen med 17 børn en hel eftermiddag.

Den kommentar fortæller mig, at vi er alt for gode til vores arbejde. Forstå mig ret. Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre det bedst muligt, når vi skaber rammerne for trivsel og udvikling, men det er jo absurd, at vi er så gode til det, at vi kommer til at dække over virkelighedens trængsler på daginstitutionsområdet. Vi bruger krudtet forkert.

Mange pædagoger vil ikke følge trop i #minnormering-kampagnen, fordi de ikke vil skabe utryghed blandt forældrene. Og jeg kan godt forstå, hvorfor de står med den følelse. For det skaber da utryghed, når man fortæller, at virkeligheden ikke er, som de tror, at den er. At der ikke er nok pædagoger tilstede til at varetage deres barns behov til fulde. Men faktum er, at pædagoger hver dag skaber endnu større falsk tryghed ved at tie stille.

Og det vil kun blive værre, hvis ikke vi fortæller sandheden. For så slipper politikerne igen afsted med at spare pengene på børnene. Fordi for få siger stop.

Mange pædagoger vil ikke træde frem og fortælle om deres normering, fordi de er bange for at fremstå som illoyale overfor deres arbejdsplads og ledelse ved at fortælle, hvor slemt, det står til, men hvem er det egentlig, som vi, pædagoger, skal være mest loyale overfor?

Desuden mener jeg ikke, at det er illoyalt at fortælle, hvordan virkeligheden ser ud. Der er jo ingen kritik af nogen andre end dem, som har lavet budgetterne til daginstitutionsområdet.

Faktum er, at det er børnene, som vi skal være allermest loyale overfor. Det er deres kamp, som vi, pædagoger, skal kæmpe. Hver dag. I alle tænkelige aspekter. For de kan ikke selv. Og vi er kun loyale overfor børnene ved at skitsere virkeligheden og hverdagen, som den reelt ser ud, så andre end pædagoger kender den og kan genkende den. For det er den eneste måde, hvorpå vi kan ændre den.

Og til dem, som mener, at #minnormering er manipulerende, kan jeg kun opfordre dem til at komme et smut forbi virkeligheden i stedet for at se sig blind på de papiropgørelser, som vi lige præcis prøver at fortælle ikke passer sammen med virkeligheden. For de tager ikke højde for alle de faktorer, som gør, at børnene får de rette rammer for udvikling og trivsel.

Kommentarer