Når man bruger sine superkræfter kommer man langt

Jeg kan som pædagog komme utroligt langt, på trods af dårlige normeringer. Desværre har det sine bekostninger på længere sigt. Når jeg står alene med en stor gruppe børn, kan jeg formå at bevare roen, hvilket har en kæmpe betydning for børnenes ro i børnehaven.

Det er torsdag morgen, der skal holdes fødselsdag, der skal laves observationer og vi skal have gruppedag på tværs af stuerne. Jeg har lagt en plan for dagens aktiviteter og dagens forløb.
Da jeg kl. 9.15 er alene med en gruppe 3årige, starter vi med en lille fælles rundkreds, hvor vi får besøg af Tue tunge (mundmotorisk historie). Børnene er med på hver deres måde – succes. Derefter får børnene 3 valgmuligheder på stuen. ”Her kan man komme op og male, men man kan også lege i dukkekrogen (peger) eller med biler i bil hjørnet”. Børnene byder aktivt ind med hvad de ønsker.

Der er fuld gang ved malebordet, og nogen har brug for meget guidning, så min opmærksomhed er ved bordet. Samtidig har jeg et øje på drengene på biltæppet og lille Peter der siger han skal på toilet. Jeg skynder mig at spørge ”Skal du tisse eller lave stort?” han svare ”Stort”, jeg siger til ham nu skal du altså lige råbe rigtig højt når du er færdig så jeg kan hører dig. Alt imens der er observationer på stuen. Jeg og børnene har en rigtigt hyggelig og rolig formiddag, jeg føler jeg har set det enkelte barn, nogle har fået mere opmærksomhed end andre, men jeg føler ikke der var nogen der blev ”glemt”.

Det er utroligt rart at have formiddage som disse, men det kræver at man kan give 110% af sig selv. Som menneske kan du desværre ikke holde til at give så meget af dig selv hver dag. Hvis du giver 110% af dig selv i en lang periode, brænder du dit lys i begge ender og før du måske selv indser det, siger kroppen fra. Når du ikke kan give så meget af dig selv konstant, kan det have den konsekvens at man pludselig ”glemmer” børn. Med det mener jeg, at glemme et barn har sagt det går på toilettet eller når man hjemme tænker, ”Ej var der mon nogen der fik snakket med lille Ida i dag?”.

Jeg har selv snust til det man kalder stress, men priser mig lykkelig for jeg lyttede til min krop, og havde folk omkring mig der kunne guide og hjælpe mig. En vigtig ting er virkelig at få snakket højt om hvordan man har det. Det hjalp i hvert fald mig, som en byrde der faldt af mine skuldre.

Jeg tænker og tror at problemet med os dygtige pædagoger, er at vi er alt for pligtopfyldende. Vi klarer mange opgaver super godt, fordi vi gerne vil gøre det bedste for vores bruger. Men vi glemmer bare os selv, vi ønsker måske ikke at tabe ansigt. Men hvis de højere magter skulle få øjnene op for hvor pressede vi er, så skal vi være bedre til at få sagt fra og sagt højt, hvad det betyder vi løber så stærkt som vi gør hver dag.

#minnormering #stress #pædagog #superhelte

Kommentarer