Vi må ikke sælge vores faglige stolthed for en minimumsnormering!

Normering er det helt store ord inden for det pædagogiske felt i øjeblikket. Og som engageret pædagog, ja så føler jeg en forpligtigelse til at følge med i den offentlige debat om netop dette emne. Og debat det er der. Kommentarsporene i forbindelse med indlæg omkring normeringer er ofte voldsom læsning, hvilket jeg tolker som et tegn på, hvor meget der er på spil for de berørte pædagoger. Indimellem kan jeg næsten fornemme den enkelte pædagogs desperation gennem skærmen, og jeg tager nok ikke helt fejl, når jeg antyder, at der bag ordene på skærmen gemmer sig ikke så få tårer.

Og selv om jeg ikke forstår, hvorfor vi som fag tilsyneladende ønsker en minimumsnormering, så forstår jeg at aflæse den menneskelig desperation i denne debat. Selvom desperation er et voldsomt ord, så tror jeg, det er det rigtige at bruge i denne sammenhæng. For der findes pædagoger i dette land, for hvem den daglige belastning ved at gå på arbejde er blevet for massiv. For hvem arbejdsvilkårene simpelthen er blevet sundhedsskadelige.

Psykologisk set vil vi vel altid forsøge at finde årsagen til, hvorfor vi føler os overbelastet. Og når årsagen er fundet, skal vi have den elimineret, så vi kan få et godt liv igen. Spørgsmålet er bare, om vi som personer og som fag er så pressede, at vi mister overblikket, og ikke er i stand til at arbejde os frem mod en langsigtet løsning.

At vi stræber hårdt efter at få en minimumsnormering, svarer i min optik til, at vi som dødsdømte står i mudret foran galgen, parate til at ofre alt, bare vi slipper med livet i behold. Og lykkes det, slipper vi levende fra galgen, så står vi tilbage uden vores værdighed og intrigeret – om det gør os bedre i stand til at mestre livet, det tvivler jeg på.

Det kan godt være, at en minimumsnormering på kort sigt vil lette arbejdspresset for de pædagoger, der arbejder i institutioner med lave normeringer. Men som når vi tisser i bukserne, så varmer det kun kortvarigt. Når alt kommer til alt, så går vi vel først glade hjem fra arbejde, når vi føler vi har leveret et stykke pædagogisk arbejde af en vis kvalitet. Min påstand er, at vi ikke nødvendigvis hæver kvaliteten af det pædagogiske arbejde ved blot at ansatte flere pædagoger. Vi er et fag, der har lært at klare os med de ressourcer, der er til rådighed. De fleste pædagoger der er uddannet inden for de sidste 10 år, har ingen erfaring med at arbejde med en god normering.

Jeg har været i en institution, hvor normeringen over en periode gik fra at være decideret dårlig til at være forholdsvis god. Og det er, i modsætning til hvad mange måske tror, en rigtig svær proces at befinde sig i. Det tager utroligt lang tid at vænne sig til, ikke at være under et konstant arbejdspres. Og når det konstante pres er væk, bliver der frigivet energi til at reflektere over hvilke vilkår, man har arbejdet under, hvilket i sidste ende kan resultere i stessrelaterede sygemeldinger.

Flere hænder gør det altså ikke alene.

Hvis vi for alvor vil noget med det pædagogiske fag, så skal vi ikke kræve en minimumsnormering. Vi skal derimod sætte faget i spil, ikke blot ude i institutionerne men også politisk. Vi skal sigte mod en langsigtet løsning, der giver os ro til at arbejde med den faglige stolthed, vi alle har. Der findes institutioner der lykkes med at lave gode dagtilbud med en høj kvalitet i det pædagogiske arbejde – de institutioner skal vi hjælpe beslutningstagerne med at få øje på, for de har fundet den løsning, vi alle søger efter.

Vi, som fag, har altså selv løsningerne, og netop derfor skal vi ikke tigge om en minimumsnormering.

 

Kommentarer