Kære Mai Mercado, har du nogensinde holdt en børnefødselsdag for 20 børn i alderen 3-4 år?

Kære Mai

Jeg er sikker på, at du allerede har set mange af mine pædagog kollegaers opslag med hashtagget #minnormering.
Det gør stort indtryk på mig, at mine kollegaer ofte kun er 2 voksne til et sted mellem 14 og 25 børn. Hvordan har du det med det?

Altså jeg forstår godt, hvis det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan arbejdet med små børn sådan i praksis foregår.
Så med forlov, vil jeg her tegne et billede af en helt almindelig tirsdag med 20 børn i alderen 3 – 4 år.

Men jeg vil så gerne, at du kan relatere til det her setup, så hvad siger du til, at vi leger, at du og din mand skal holde fødselsdag for jeres 4 årige søn?

Okay, så kører vi.

Klokken er snart 11, det er lørdag og om lidt ankommer 19 spændte børn i alderen 3 – 4 år.
Evighedessolen er i sidste øjeblik blevet erstattet af heldagsregn, hvilket jo ikke ligefrem tegner godt for den udendørs skattejagt I har planlagt.
Nuvel, I skrev heldigvis i invitationen, at de skulle medbringe regntøj, så det går nok.

Klokken er nu et par minutter over elleve, bordet er dækket, og den første forældre ringer på. Men imens I tager imod en besked om at Signe desværre har glemt sit regntøj, så ringer telefonen. Det er Karen, jeres nabo, som skulle agere fødselsdagshjælper. Hun er desværre blevet syg. Du kigger på din mand og I smiler opmuntrende til hinanden og bliver enige om, at det nok skal gå.

I løbet af de næste 15 minutter ankommer de resterende 18 børn.
Efter en hurtig gennemtælling konstaterer du, at fem børn har glemt regntøj og at en ikke må komme ud, da hun er blevet lidt småforkølet. Og så er der Olivia, som har gluten og mælkeallergi. Mor rækker dig en epipen, som du øjeblikkelig skal stikke hende med i låret, hvis uheldet 7-9-13 er ude.
Karl-Emil, Simon og Kresten bruger stadig ble,  så hvis I gider skifte dem inden så længe, vil det virkelig være dejligt.
Og så er der Isolde på 3 år. Det er hendes første fødselsdag uden mor og far. Hun græder hjerteskærende den næste halve time. Virkelig hjerteskærende.

“Så er der pølsehorn og saftevand” råber I med en snert af desperation i stemmen til de 20 festglade børn.
Men de hører intet. De har travlt med at lege fanger i jeres to-etagers murermestervilla.
I når lige at tænke, om alle mon er fortrolige med trapper, da I hører et bump efterfulgt af højlydt gråd. Det er Benjamin. Lucas blev sur og skubbede ham. Det siger Mathilde ihvertfald og hvorfor skulle hun dog lyve. Mens I trøster Benjamin og finder et plaster, der kan kan dække det imaginære sår, han har fået på armen, råber Sofie, at der lugter af lort. Og ganske rigtigt, Karl-Emil skal skiftes.

Endelig kan I sætte jer til bords. I smiler anerkendende og trætte til hinanden. Vi klarer det jo flot, synes I at tænke. Og den første af i alt tre timer er jo allerede gået.

Kære Mai, dette var et billede på, hvordan en helt almindelig time i en helt almindelig børnehave foregår på en helt almindelig dag.

Jeg håber inderligt, at du og dine kollegaer forstår, at hvis vi skal styrke fremtidens børn og understøtte dem i at blive til livsduelige mennesker, så kræver det, at vi får arbejdsro og flere hænder.

 

 

Kommentarer