Vi er gode til at fortælle alt det vi når, men vi fortæller ikke hvor hurtigt vi løber

Jeg delte BUPL Århus opfordringen # minhverdag på facebook, som opfordre Pædagogerne til at fortælle, hvad de varslede besparelser har af betydning, for deres arbejde.

Gitte, min kollega sender mig en trist smilly med teksten “Desværre kæmper vi også stadig om normering”

En trist besked, men samtidig bliver jeg glad for at møde en, der ligesom jeg mener, at vi skal have fokus på normeringerne.

Jeg inviterer Gitte på kaffe, vi finder ud af, vi har de samme tanker og oplevelser omkring de negative konsekvenser, ved ikke at have en minimumsnormering. F.eks oplevelsen af at have ansvaret for 15 – 20 børn i ydertimerne.

 

Ledelsen siger, flere børn er lig med flere hænder. Problemet er, at de flere hænder typisk er unge medhjælpere, studerende eller vikare. Det er hænder, der skal sættes i gang og guides i deres arbejde. Hænder, som har en kort levetid, fordi de kun er “hænder” indtil springbrættet sender dem videre i deres liv. Pædagogen skal altså rumme et stigende børnetal, “de flere hænder” og stadig have ansvaret og overblikket.

 

Flere hænder er ikke nødvendigvis lig med faglighed, tryghed eller nærvær. Den pædagogiske faglighed bliver sat på stand by og bliver erstattet af pædagogisk brandslukning. Fordybelsen og nærværet forsvinder, for ud over at være pædagog for ALLE børn og tilrettelægge og udfører pædagogiske aktiviteter, så skal vi observere, lave tests, reflektere, dokumentere, samarbejde intern og eksternt på de børn, der er udfordret på forskellige parametre og med indførelsen af inklusion og udfasningen af kompetence faglige områder, som f.eks. støttepædagoger og talepædagoger, så løber vi nogle gange så stærkt, at vi ikke når at afslutte et barn, før et andet kommer og har brug for hjælp.

Når vi beder om ekstern hjælp, så er meldingen, at pengene er delt ud i børnehaverne og vi skal finde tiden og ressourcerne i vores dagligdag.

Pengene er delt ud ? hvor er de ?

Er det de unge medhjælpere ? den studerende ? eller vikaren. Pengene er i hvert fald ikke hos støttepædagogen med fagligheden, ansvaret eller overblikket.

Alle de “gamle” faglige betegnelser er lavet om til kasketter, kasketter som pædagogen er pålagt at tage imod.

Ud over pædagoger er vi sprogvejledere/konsulenter, motorikvejledere/assistenter, tillidsrepræsentanter, miljørepræsentanter, forældre samarbejdspartnere/vejledere, køkkenpersonale, køkken kontrollør,  rengøringspersonale og handymænd. Imens vi påtager os en eller flere kasketter, så stiger børnetallet på stuen, uden at der bliver tilført mere fagligt personale, vi taler altså om en skjult personale nednormering.

Vi er gode til at fortælle alt det vi når, men ikke hvor hurtigt vi løber, servicere og påtager os arbejdsopgaver.

 

Tilbage står børnene som gidsler. De har ingen mulighed for at sige fra eller gå, de SKAL være i børnehaven imens mor og far er på arbejde, de har ikke et valg. Vi  tilbyder dem en hverdag med travle voksne, der løber rundt for at være pædagog for ALLE børn, men virkeligheden er, at de helt almindelige børn ofte, ud over ved de planlagte pædagogiske aktiviteter, må lege selv, for pædagogen har travlt med observationer, test, dokumentation, nye pålagte opgaver fra ledelsen, som også lige skal implementeres, rengøring eller pædagogisk brandslukning blandt børn, der reagere på de omgivelser vi byder dem. For når pædagogen løber stærkt, så løber børnene også stærkt, krop imitere krop.

 

En ønskelig minimumsnormering kunne være en normering, hvor vi fik lov til at arbejde med vores kerneopgave – børnene, hvor ALLE blev set og nærværet var en naturlig del af livet i vores institutioner. Nærvær, skaber trivsel, trivsel skaber udvikling, udvikling skaber læring, læring kræver nærvær.

 

Kommentarer