Forældre skal ikke bære skylden og skammen

Det er yderst nødvendigt, at forældre griber deres dårlige samvittighed ved struben og kigger skammen i øjnene og hopper over på samme side som deres børn og deres pædagoger, hvis de vil skabe ordentlige vilkår og en fornuftig opvækst, i institution, for deres børn.

Forleden aften gik jeg tur med en gammel ven. Vi gik Københavns havn tynd i mørket, mens vi snakkede om alt fra job, familieliv, vejret og meget andet. Da snakken faldt på børneopdragelse, pædagogik og institutionsliv, rullede jeg min røde løber ud omkring forældreinddragelse i kampen for bedre normeringer og mere realistiske billeder af institutionslivet.

Han giver mig ret. Han har selv en datter i børnehave og er en af de forældre, som ikke engagerer sig særlig meget i institutionslivet.

Og han har en god pointe:

Der er så stor skyld og skam forbundet med at efterlade sit barn, dét, som man har allermest kært, i alt for mange timer, under ALT for dårlige vilkår, at det er nemmere at lukke øjnene for det og skynde sig på arbejde. Den dårlige samvittighed giver simpelthen så grim smag i munden, at det er nemmere at skylle den ned med forkælelse og fredagsslik, når man henter dit barn, end at se den i øjnene og gøre noget ved det.

Problemet er, paradoksalt nok, at børnene og pædagogerne har brug for forældrenes øjne og stemmer, hvis vi vil ændre de forhold, som forældrene lukker øjnene for.

Vi har brug for, at forældrene, i højere grad, får et realistisk billede af deres barns hverdag i daginstitution, at de får øjnene op for konkrete historier og billeder, så de kan sende klagerne videre til rette vedkommede, altså til dem, som rent faktisk har indflydelse på rigets tilstand.

Og ansvaret for denne opgave ligger både hos forældrene og pædagogerne.

Men hvordan får vi, pædagoger, leveret virkeligheden til forældrene, på en spiselig måde, så vi ikke bare får deres dårlige samvittighed til at vokse sig så stor, at de bliver handlingslammede, stejler eller lukker øjnene? Og hvordan får vi fortalt historierne, så forældrene er i stand til at videregive dem?

Vi skal sørge for, at forældrene bliver bedre til at spørge og at pædagogerne bliver bedre til at fortælle. Vi skal have etableret den hær, som kan trodse den dårlige samvittighed og den lammende frustration over dén opvækst, som vi tilbyder samfundets børn.

Og vi skal bombe politikerne med de urimelige historier om børnenes hverdag. I stedet for at gemme os bag vores fælles frustrationer.

Skylden og skammen over de manglende ressourcer i daginstitutionerne skal hverken ligge hos pædagogerne, lederne eller forældre. Den skal ligge hos politikerne.

Så lad os placere den på deres skuldre.

Kommentarer