Ole Henrik Hansen eller Kaos ?!

Efter en lang og følelsesmæssig hektisk dag på Herlev Hospitals fødemodtagelse, står jeg nu en stille onsdag nat i støvregn. Jeg står ude ved parkeringspladsen foran Hospitalet. Havde taget mig den frihed og luksus, at tage 5 min for mig selv, mine tanker og for at pleje min politisk ukorrekte last. (I fuld forståelse og accept fra min bedre halvdel). På dette rolige tidspunkt af natten, hvor dagens hektiske aktiviteter og mylder af mennesker, er blevet afløst af en velsignet ro og stilhed på Hospitalet. Hvor hvert enkelt skridt, giver ekko ned af de menneske tomme gange. Puster ud, og tænker på det som er i gang, det som skal ske og på alt og intet.

Står og fundere over, hvor svært det er, at forholde sig til sin egen virkelighed, når man står midt i den. At billedet bliver forvrænget, af ens følelser. Evnen til rationelt at organisere, og implementere sanseindtryk i nuet, til en nøjagtig kopi af den virkelighed man står i, bliver en umulighed. Spændt ventende på, at næste del af processen sker, selve fødslen. Står og tænker på dagens oplevelser, om mødet med en masse mennesker i aktion.

Den virkelighed jeg fik lov til at få et kort indblik og stillbillede af, grundet min færden på gangene på Hospital, var en gruppe mennesker, der brændte for deres job. Professionelle mennesker der alle sammen havde det til fælles, ligegyldigt om de var sygeplejersker, Sosu-assistenter, Sosu-hjælpere, portører, læger eller jordmødre, at de ville gøre en forskel med hver deres ekspertiser. Deres virkelighed var en meget travl hverdag, hvor der var tryk på og klare faggrænser. En virkelighed hvor der blev givet udtryk for, at der ikke var den fornødne tid, man gerne ville have til den enkelte patient. En hverdag hvor de fysiske rammer satte deres begrænsninger, og hvor de mest elementære ting så som en dyne/hovedpude, det at kunne ligge i en seng, hvis behovet var der. At få lov til at ligge på en stue, så man ikke var nødsaget til, at ligge midt på gangen, til skue for alle der kunne komme forbi, er en mangel vare. Jeg oplevede en flok mennesker som jeg groft fortegnet vil opdele i 3 grupper.

Den første gruppe, der var meget undskyldende overfor deres patienter, og som højlydt gav udtryk for stor utilfredshed med direktionen, for deres prioriteter som de ikke syntes var de rigtige. De var negative, og på mig som bruger, var det en meget underlig oplevelse, for jeg var ikke der i mit liv og rummelighed, hvor jeg havde lyst/kunne forholde mig til deres problemer. Jeg havde et behov for en ydelse, og det var kun den jeg kunne forholde mig til i situationen. Den anden gruppe, der valgte at sætte sig selv ud over de fastlagte rammer, og prøvede at få det bedste ud af den virkelighed som de var en del af. Denne gruppe mennesker var smilende, og udviste overskud og varme. Og derigennem gav de tryghed. De var løsnings orienteret, og lod sig ikke slå ud af de givne rammer, men var selv opsøgende på at finde alternative løsninger på problemerne. Og så var der den sidste, som var top professionelle, og som mødte patienterne med en professionalisme som man ikke kunne sætte en finger på. Men kunne dog godt distancere sig fra deres patienten. Hvilket ikke i sig selv er et problem, da der til tider er behov for det, både for omsorgsudøveren og modtageren.

Mødet med disse mennesker, fik mig til at tænke over min egen profession. Er der noget om det som Ole Henrik Hansen skriver om de gode og dårlige vuggestuer (læs pædagoger), når han i sit forsøg på at provokere, udvikle og sætte debatten i gang, siger at der findes for mange dårlige pædagoger rundt omkring i landets institutioner? Når man går nærmere på Ole Henrik Hansens undersøgelse, og begrundelsen for hans meget bastante og provokerende udtalelser, så er en af hans hoved pointer, at vi bruger vores tid forkert. Han mener at i de gode vuggestuer, går man ikke så meget op i rammer og vilkår, men har fokus på kerne ydelsen. Har han ret? Er der noget om det han siger? Han er trods alt gammel pædagog!

Mange af Ole Henrik Hansens holdninger og udsagn kan jeg godt følge. Der findes for mange dårlige pædagoger rundt omkring i landet institutioner, som efter min mening, er pædagoger af de forkerte grunde. Jeg har mødt dem både i mit professionelle virke, såvel som i mit privatliv, hvor jeg igennem mine egne børn, har mødt alt for mange af den type pædagoger, der udstråler at verden er hård mod dem, og læner sig tilbage, uden at tage medansvar, for at få problemerne løst. Efter min mening kan man ikke helt fjerne rammernes og vilkårenes betydning, for det at udføres et godt stykke pædagogisk arbejde.  Men man kan heller ikke modsat kun pege på rammerne og vilkårene, som værende udslagsgivende, for om der kan udføres et godt stykke pædagogisk arbejde. Om svaret på ramme og vilkårs delen på sigt kunne være en minimums normering?? Ja det kunne det sagtens være, en ramme som skal være realistisk. Vi skal stadig bare huske på, ikke at se os blinde på rammerne alene. Jeg mener det er vigtigt, at vi som profession tør tage debatten internt, omkring hvad det vil sige at være en god pædagog, og hvad det vil sige at have en god daginstitution. Når man ser på Danmarks kortet, så er der stor forskel på institutioner rundt omkring i landet. Det hænger sammen med, at vi som pædagoger bruger os selv i vores arbejde, og forskellige typer af institutioner, er for mig et udtryk for mangfoldigheden i pædagog gruppen. Skal der være plads til mangfoldigheden? Ja for mig er der ikke noget problem i det, specielt når vi overordnet set, har nogle fælles rammer, som vi alle skal forholde os til. Her tænker jeg på læreplaner, sprogtest, inklussion og BMV osv. Hvordan vi så vælger at udfylde denne givne ramme, må der langt hen ad vejen, være kunstnerisk frihed til. Samtidig tror jeg, det er vigtigt at vi har forskellige slags tilbud, i form af forskellige institutions typer, der har vægt på forskellige ting. Vi ser klart en tendens, til at populariteten for institutioner med specielle indsatområder stiger. Institutioner med vægt på Idræt, Musik, Natur osv, bliver mere og mere populære. Derfor skal vi følge med behovet, og turde tænke innovativt og ud af de traditionelle rammer, for hvordan en daginstitution skal se ud.

Men for at vi kommer problemet til livs, tror jeg stadig det kræver, et opgør hos os selv som profession. Vi klager over at samfundet ikke ser vores styrker og værdsætter hvad vi kan. Det tror jeg til dels også er rigtigt. Og derfor er det vigtigt at vi bliver bedre til at kunne fortælle de gode historier fra vores virkelighed. Men vi skal ikke glemme, at vi har rigtig mange mennesker med os, som ser at vi gør en forskel, og at vi er vigtige. Det er vores forældre. Og det er her, vi skal være meget bevidste om, hvilken rolle vi påtager os, qua min oplevelse på hospitalet. Når vores tidligere socialminister Benedikte Kiær udtaler sig i pressen og kalder os Hippie pædagoger, er det så bare tom snak, taget ud af den blå luft? Er vi ved at overtage den samfundsmæssige Sorteper rolle, som Sygeplejerskerne ellers har haft eneret på igennem en årrække, som værende de forkælede og brokkende mennesker, der bare vil ha `?  Er tiden løbet fra os, og er billedet af os i den brede befolkning, at vi er de lalle glade mennesker der går i samlet flok i Magenta farvet bluser, og synger børnesange? Jeg tror vi er nødsaget til at tage et opgør med alle disse ting, specielt hvis vi gerne vil tages alvorligt i den brede befolkning. Jeg tror vi er nødsaget til at tage den svære samtale med hinanden, og få defineret vores egne begreber omkring solidaritet, rummelighed og mangfoldighed. Sammen som profession kan vi finde løsningen, men det kræver at vi går i en konstruktiv debat, hvor den ydre ramme er en minimums normering, og hvor vi tør sætte krav og forventninger til hinanden til hvordan vi udfylder de indre rammer.

Dermed kan vi med vores beretninger i hånden, omkring hvad det er vi kan og tilbyder som profession, gå i partnerskab med den politiske beslutningsdagsorden. At få mest for færrest penge, både kommunalt og landspolitisk. Derved vil vi kunne få løst og løftet den vigtigste samfundsmæssige opgave, at give vores børn og unge, de bedst mulige betingelser for at mestre deres eget liv.

Torsdag d 16/2 kl. 15:02, kom min lille søn til verden 🙂

Kommentarer