Slip bekymringen og sæt børnene fri

Jeg kan sætte mig ind tanken om, at vi som samfund har lettere ved at genkende os selv i situationer, hvor man leger tillidsfuld og roligt med hinanden, hvorimod det der ligner kaotiske tumlekampe, tit opfattes som destruktivt og farligt. Men jeg er ikke enig i, at man kan anskue verden så firkantet.

’jeg er blevet overmandet af fem drenge og spiller halvdød. Drengene begynder på skift at prøve at få liv i mig, velvidende at jeg om lidt springer op som et monster, og griber den første og bedste i benet og giver ham en kildetur. Jeg får fanget en uopmærksom Sofus i hjørnet – han opdager mig først alt for sent, og skriger højt mens panikken breder sig i hele hans krop. Jeg sniger mig nærmere, mens jeg slår hænderne i gulvet så det larmer. Jeg lader ham svede lidt og nærmer mig langsomt, men stopper da han råber: ‘STOOOOP’. Jeg fanger i stedet Janus som lige er hoppet op på ryggen af mig, og vender ham rundt i luften og kaster ham forlæns over i en kæmpe pude. Han griner af fryd’

Dagen efter bliver jeg mødt af Alexanders mor som trækker mig til side og konstaterer, at hun så at jeg sloges med drengene i går, og at det var hendes oplevelse, at det så farligt ud når jeg eksempelvis sad på knæene og holdt børnene over mit hoved – og lod mig falde ned i sækkepuden på madrassen. Hun ville i øvrigt gerne vide, hvordan jeg kunne garantere, at der ikke er nogen af børnene der fik en arm i klemme og eventuelt brækkede den, når de overmandede mig.

Jeg svarede Alexanders mor, at jeg kan naturligvis ikke kunne tage oplevelsen fra hende. Men at jeg vil meget gerne ville fortælle hende, hvad jeg oplever, at børnene får med, når vi leger tumlekampe. Jeg oplever, at børnene bliver bedre til at sætte deres personlige grænser – og respektere andres. Og jeg oplever, at tumlekampene giver mulighed for, at vise vrede, frustration og ophidselse – men samtidig forståelse og omsorg for hinanden. Men jeg kan ikke garantere dig, at der ikke er nogen der vrider en arm om eller brækker den – det er et vilkår vi alle møder ind til i denne her børnehave hver evig eneste dag.

Dagen efter kom Alexanders mor og sagde, at hun bare havde brug for at sætte nogle ord på hendes bekymring – for som hun sagde: ’jeg vil jo bare passe på mine børn.’

Dette eksempel er på ingen måder usædvanligt. En repræsentativ undersøgelse blandt danske forældre viste for nogle år siden, at mere end halvdelen af de danske forældre – 56,3 pct. – svarede at de overbeskyttede deres børn og viste dem for lidt tillid. 6 ud af 10 forældre mente desuden, at de overbeskyttede deres børn i en sådan grad at børnene risikerede at blive hjælpeløse.

Jeg ser som pædagog en stor gruppe af børn som mangler erfaringen med, at komme helt ud på kanten, hvor de ikke ved, om det ender godt eller skidt. Når børn aldrig er alene og kan strejfe rundt og lege, tager vi noget af glæden og nogle vigtige læreprocesser væk fra deres barndom. En af konsekvenserne af, at forældre konstant er omkring deres børn, er bl.a. at de kommer til at bremse en af de kompetencer som vi tilsigter allermest i vores samfund, nemlig viljen til at tro på sig selv og en grundtanke, der siger ’den klarer jeg sku selvom det ser svært ud’. I stedet for får vi nogle børn som føler sig usikre og hjælpeløse – og nogle børn som tvivler på sig selv og på at de kan klare nye situationer.

Så kære forældre – jeres bekymring vækker en bekymring om, at verden er farlig hos jeres børn – det er et af vor tids største svigt, og vi ender med at stå med en generation af børn, som har mistet værdifuld erfaringsdannelse og læring, fordi bekymringen tog over …..

Kommentarer