Jeg er vred indeni, det er helt, helt urimeligt!

Meningsdanner! Det må være noget for mig, hvis der er noget der ligger mig på sinde, så er det at fortælle vidt og bredt om hvor fantastisk pædagogfaget er, hvor meget hjerte vi bruger i vores arbejde, hvor stor betydning vores arbejde har for børn og forældre.

At blive meningsdanner, er noget af det mest fantastiske jeg længe har begivet mig ud i. Mødet med andre top faglige, dedikerede, som har det ligesom jeg, mødet med nogle ”trænere” der begiver sig fuldstændigt hen til, at vi yder vores allerbedste.

Første modul vel overstået, vi forlod hinanden begejstrede med spændt mod på de opgaver vi var blevet stillet.
De følgende uger, helt høj på rigtig fede, velfunderede og vældigt aktuelle blogindlæg fra alle meningsdannere, lysten til at yde det aller bedste summer stadig i kroppen.

Jeg vil så gerne skrive om min frustration over Ballerup kommunes beslutning, om at opsige vores forhåndsaftaler. De vil gå efter laveste fællesnævner, vi skal ikke mere være lønførende, hvilket ellers har tiltrukket dygtige medarbejdere til kommunen.
Jeg udfordres dog på hvordan og kan ikke rigtig komme i gang.

I stedet koncentrerer jeg mig om opgaven, at skulle interviewe en kollega om udfordringerne på 0 – 6 års området.

Søde Anne indvilliger i et interview.
Jeg bliver så glad og trist på samme tid, når Anne begynder at fortælle.
Jeg mærker så tydeligt hendes hjerte og smerte, når hun fortæller om det arbejde hun yder hver eneste dag, hendes store faglighed, hendes mange refleksioner over børn, forældre, kolleger, ledelse og forvaltning.

Da jeg kommer hjem, lytter jeg endnu engang til optagelsen af Annes fortælling.
Og pludselig, er jeg slet ikke i tvivl om indholdet i mit næste blogindlæg.

Jeg kan ”høre” hendes smil, når hun fortæller om det der gør hende glad i hendes arbejde:
– Den umiddelbare kærlighed man møder hos børnene –
– Når vi arbejder med noget vi alle sammen brænder for –
– Følelsen når den fede stemning opstår mellem kolleger –
– At følge børnenes spor og mærke deres begejstring, det er fantastisk –
– Når noget får lov at blomstre og begejstre, så bliver jeg helt høj på det.

Anne fortæller også om de daglige udfordringer:
– Mange praktiske opgaver, alt det vi også skal nå –
– Alle de der bolde vi skal gribe, der kommer oppefra –
– Jeg skal også lige huske forældresamtalen –
– Og jeg skal også lige huske at observere på Oskar –
– Der ligger også en stor opgave i forældrearbejdet, med usikre forældre –
– Der er også alt det andet, næser der skal pudses, numser der skal tørres, snørebånd der skal bindes, men det er jo også det pædagogiske arbejde.
Trods udfordringer på kerneopgaven oplever Anne rigtig god trivsel i sit arbejde, både med pædagogikken, kolleger og ledelse, hvilket gør hende rigtig glad.

Anne fortæller om det der frustrerer hende:
– At kommunen vælger at opsige vores forhåndsaftaler, er jeg helt uforstående overfor –
– Jeg føler mig nedgjort og nedgraderet –
– Som at sige: jeg synes ikke det arbejde du gør i morgen, er ligeså godt som det du gjorde i dag –
– Jeg er vred indeni, det er helt, helt urimeligt
– Jeg kan ikke forstå at man ikke vil være lønførende, at man ikke vil sige: det her, det sætter vi stor pris på i vores kommune –
– At her vil vi belønne jer for jeres gode arbejde og vi vil have de gode pædagoger –
– Vi har det godt, fordi vi er en masse dygtige medarbejdere, som selvfølgelig har valgt at arbejde her fordi vi blev værdsat også økonomisk –
– Hvorfor er der ikke nogen på forvaltningen der kæmper vores kamp, er de bare alle sammen enige om, at det her er et naturligt sted at spare og skære ned?

Tak til Anne.

Kommentarer