Som tilfreds pædagog føler jeg mig ofte overset.

Når jeg betragter den offentlige debat om pædagogernes forhold i de danske daginstitutioner, så priser jeg mig lykkelig for, at jeg arbejder i en velfungerende daginstitution med en forholdsvis god normering.

Faktisk går jeg glad på arbejde hver dag. I løbet af min arbejdsdag laver jeg spændende pædagogiske projekter, skifter bleer, holder tværfaglige møder, giver kram, omsorg og trøst – alt sammen i samarbejde med mine kompetente kollegaer. Sammen med mine kollegaer udvikler jeg nye pædagogiske modeller. Vi giver hinanden feedback, der fordi den er baseret på tillid, bliver enormt brugbar og relevant, og som konstant udvikler vores pædagogiske praksis. Som en sidegevinst har vi det rart og sjovt sammen. Alt dette sammenholdt med, at jeg har en leder, der omsorgsfuldt tager et stort ansvar, for både personale, børn og forældre gør, at jeg burde være Danmarks lykkeligste pædagog. Men der er noget der nager mig.

Jeg føler nemlig ikke, det er velset at tale højt om dette. Når jeg er i selskab med andre pædagoger, sidder jeg ofte med en knude i maven, og jeg har oplevet mig selv nikke bekræftende til at pædagogfaget er opslidende, nedprioriteret og får tilført alt for få ressourcer. Jeg er jo ikke uenig i disse udsagn, de fylder bare ikke meget i min hverdag som pædagog. Faktisk så vil jeg meget hellere fortælle om, hvorledes vi får tingene til at hænge sammen i min institution. Hvad er det, vi kan, som fungerer? For et eller andet må vi da kunne.

Når jeg prøver at bringe vores succeser frem i lyset, bliver der ganske vist nikket anerkendende rundt omkring. Flere ytrer sig også ofte om, hvor dejligt det må være med en arbejdsplads som min. Hurtigt falder snakken dog tilbage på dårlige ledere, elendige normeringer, lave lønninger og så videre. Jeg ved ikke om det er sandheden, men jeg oplever en form for energisk tilfredshed, når pædagoger kan genkende sig selv og deres egne udfordringer i andre ligesindedes. Og jeg forstår godt behovet for at blive mødt i sin frustration. Faktum er i midlertidig, at denne gengældte genkendelse skaber en samhørighed, en samhørighed jeg står udenfor.

Det er ensomt at være udenfor. I starten gav det mig en følelse af afmagt, og jeg forsøgte at tilpasse mig de andre pædagoger, men det lykkedes ikke, og til sidst gav jeg op med at forsøge.

Jeg har brugt lang tid på at tænke over min situation og mit virke som pædagog. Jeg har været vred. Vreden er dog med tiden blevet afløst af skuffelse. En skuffelse over, at vi som fag tilsyneladende ikke formår at fremhæve vores egne succeser, og anvende dem til at udvikle de gode dagtilbud, vi alle ønsker os. Jeg oplever ikke, at vi får bragt hinandens kompetencer i spil.

Jeg ønsker BESTEMT også, at vi som fagområde får tilført flere ressourcer. Og jeg er stolt af, at have kollegaer rundt om i landet, der blander sig i den offentlige debat med historier om, hvilke urimelige vilkår de arbejder under.

Og jeg kan udmærket forstå, at en pædagog med et urimeligt højt arbejdspres, måske føler sig ekstra presset, når hun hører om andre, der løser den pædagogiske opgave med glæde og overskud. Men det kan simpelthen ikke passe, at der ikke er plads til en pædagog som mig. En pædagog der har lyst til at dele ud af sin viden og erfaringer om, hvordan vi kan se anderledes på dagtilbuddene og den pædagogiske dagligdag.

Alternativet er, at jeg på et tidspunkt giver helt fortabt – kaster håndklædet i ringen, og forlader det pædagogiske felt sammen med mine erfaringer og viden. Erfaringer og viden der ikke kan revolutionere det pædagogiske felt, men som kan være en byggesten i den evige proces med at skabe gode daginstitutioner for det pædagogiske personale, og ikke mindst de børn vi dagligt arbejder sammen med.

Så hermed en opfordring til alle der arbejder i og med det pædagogiske fag. Se mig – se OS – for vi er helt sikkert flere!

 

 

 

Kommentarer