Jeg frygter de varslede besparelser, venligst giv mig nærværet tilbage

Kl. er 8.00, Dittes far skal på arbejde, han får vristet sig fri og aflevere en grædende Ditte til mig. Ditte er 3 år og lige nu har hun behov for tryghed.

Nu kommer Anton og hans mor, hun vil gerne have en snak om Anton og hans start i børnehaven og om vi kan fremskynde den, når vi nu er en integreret institution. Jeg har stadig Ditte i hånden, fordi hun ikke har fået den opmærksomhed, hun rettelig har krav på, Anton er i mellemtiden blevet ked af det, fordi han har leget for vildt. Mor trøster Anton og siger farvel til ham, nu står jeg med 2 tryghedssøgende børn.

Jeg orienterer mig lige hurtig på stuen om alle har det godt.

Ind kommer Terkel med sin far, Terkel græder fordi han har glemt sin legetøjsbil, Terkels far kan godt se mine arme er optaget, han står lidt og overvejer situationen. Jeg er parat til at give slip på Ditte og Anton, for at give plads til Terkel, men ud af øjenkrogen kan jeg se, at Valdemar og Sofie er kommet op at slås og jeg må i stedet stoppe slåskampen.

Da jeg vender mig om er Terkel og hans far gået, min dårlige samvittighed spreder sig i kroppen, for selv om man tilhører storbørnsgruppen, har man stadig behov for imødekommenhed og forståelse, man kan ikke være robust hele tiden når man er 5 år.

Telefonen ringer, en medhjælper melder sig syg, jeg forlade hurtig stuen og give beskeden videre til rette kollega.

Tilbage igen, hvor Solruns mor venter, for at give en besked, imens hun taler har jeg hele tiden Terkel i mit hovede. Da Solruns mor har sagt farvel, må jeg lige sikre mig, at Terkel er okay.

Det er han ikke, han prøver at lege med de andre drenge i puderummet, men han kan ikke stoppe med at græde, vi går på stuen for at læse en historie, og pludselig sidder vi en hel flok i sofaen. Mange havde åbenbart brug for den nære kontakt.

Klokken er nu 8.30 min kollega møder ind, hvilket er dejligt, da børnetallet er ved at nærme sig 20 på stuen.

Med de varslet besparelser i Århus Kommune frygter jeg, at de basale behov, som nærvær og tryghed erstattes af pædagogisk brandslukning og mistrivsel.

Der er lagt op til i besparelserne, at børn skal starte i SFO før sommerferien.

For at lette den tidlige skolestart skal pædagoger fra børnehaver følge med over i SFOen i en periode.

Problemet er, at børnehaverne fylder deres pladser op, hvor skal vi finde pengene i vores budget til at kompensere for de kollegaer, der hjælper skolebørnene i deres skolestart ?

Skal vi acceptere at være færre pædagoger til at modtage et uændret eller stigende børnetal ?

Besparelserne vil kunne mærkes i mistrivsel hos både voksne og børn, samt i kvaliteten af vores kerneopgave –  børnene. For ud over planlægning og udførelse af pædagogiske aktiviteter, ud fra hvordan vi sikre børns udvikling, læring og trivsel, samt observationer, test, dokumentation, samarbejde/møder både intern og tværfagligt, for både det enkelte barn men også for gruppen, forældresamarbejde og konflikthåndtering / mægling både blandt børn men også til tider i.fht. forældre SÅ  skal vi også rydde op, lave lettere rengøring, være praktiske handymænd til her og nu opgaver.

Med færre pædagoger end vi er nu, vil det uden diskussion, gå ud over det gode børneliv, hvor udvikling, læring og ikke mindst trivsel er i fokus.

Så ja jeg frygter de varslede besparelser, venligst giv mig nærværet tilbage.

 

Kommentarer