Det vil jeg have!

Jeg har haft virkelig svært ved at komme i gang med det her blogskriveri.
Jeg tror det skyldes at jeg gerne vil levere et klart budskab, men
syntes det er væsentligt sværere i blogland, end når jeg står foran en
forsamling eller bare sidder i et klasselokale. Jeg har mindst 10
halve indlæg liggende på mit skrivebord, så i stedet for at prøve at
skrive flotte lange blogs med poetiske stræf og faglige termer, vil
jeg bare skrive hvad jeg mener.

1)      Jeg vil have flere kollegaer.

Jeg vil have flere kollegaer så de mangeartet opgaver en pædagog har i
løbet af en dag aldrig tager tid for det primære arbejdet med ungerne.
Det betyder ikke, at jeg ikke vil lave andet, end lege med børnene
(selvom det bestemt er det sjoveste). Men det betyder at når jeg
forlader stuen for at tale med en far, eller mor eller en kollega, så
skal jeg vide, at der stadig er bemanding nok tilbage, til at
hverdagen hænger sammen.
Da jeg var aktiv pædagogstuderende var en af vores krav til
overenskomsten at have 5 timers studie tid om ugen. Hvorfor skal vi
som pædagoger ikke have det samme? Altså en time om dagen afsat til
andet arbejde. Hvordan man så vælger at fordele det, er jo op til den
enkelte institution, men hvis jeg vidste at normeringen blev beholdt
og jeg vidste at en anden pædagog ville dækker de timer jeg var væk,
syntes jeg faktisk det er en god ide. Så kunne man planlægge
fastelavnsfesten, forberede forældresamtaler, lave paragraf 50
undersøgelser, planlægge børneaktiviteter og have overskud til at tage
en snak med en forældre. Hvis man så ikke skulle bruge tiden til andet
arbejde i en uge, ville det bare være bonus, for så var man flere på
stuen, eller man kunne give sin kollega frirum til at tage en snak med
en forældre.
Når man arbejder på fritidshjem har man 5-6 timer hver uge at
forberede sig i. Det er GULD værd.  Men sådan burde det jo også være i
børnehaver og vuggestuer.

Og der udover. Hvis ikke jeg får nogle flere kollegaer, så bliver jeg
syg, dårlig, slidt og sur. Det gider jeg faktisk ikke.

2)      Jeg vil have højere løn

Jeg vil have  mere i løn, fordi mit arbejde er mere værd. Vi kommer som pædagoger ikke udenom at lønkamp er anerkendelses kamp. Hvis ikke vi slår på tromme for at vores arbejde er mere værd, fordi vi repræsentere en unik viden og opgavefunktion, i form af uddannelse, praksiserfaring og beviselige resultater af det arbejde vi laver, så vil vi altid bliver set som en faggruppe, der også lidt gør vores arbejde i en god sags tjeneste. Ja ja, jeg er glad for mit arbejde, jeg er stolt af mit fag, men jeg skal dæl dusme også leve. Det gør jeg af min løn og i forhold til det samfundsdefineret formål jeg hver eneste dag tjener, så er lønnen ikke høj nok.
Hvorfor har pædagoger aldrig tænkt lidt kækt og bedt om lortebletillæg? Svie- og smerte tillæg eksistere i de fleste brancher og et lorteble-tillæg ville kunne højne vuggestuepædagogens løn betragteligt. Vi kunne også kræve at få mere i løn for at være på stuen alene eller uden fuld normering. Så kunne det da være at lederne altid, ville sørge for vikarer. Eller hvad med svie- og smerte tillæg for den forøget risiko der er ved at blive smittet, med forkølelse, influenza, børneorm, fnat, skoldkopper, lus og andre glædelige børnesygdomme? Der er nok mange er tanken kontroversiel, fordi vi som pædagoger gerne vil anerkendes lønsmæssigt for det store stykke pædagogiske arbejde vi gør. Men verden er anderledes skruet sammen, desværre, vi får ikke løn for vores gode intentioner, men vi kan få højere løn for vores hårde arbejde. Den anden kamp må vi tage på længere sigt.
3)      Jeg vil have respekten tilbage om mit fag.

Jeg læste for få år tilbage en undersøgelse der viste at den
uddannelse flest elever i folkeskolen ønskede at tage var
pædagoguddannelsen. Sådan havde det været i mange år. Men alligevel
var og er ansøger tallet til pædagoguddannelsen i bund. Hvorfor? Det kan jeg
svare på, for jeg var en af dem der gerne ville være pædagog i
folkeskolen, men som blev overtalt af en lærer til, at det var jeg da
alt for klog til. Så i stedet for at følge min intention endte jeg med
at prøve at finde en pædagogstilling i alle mulige andre  jobs og
stillingsbeskrivelser. Heldigvis fandt jeg hjem igen! Men det ændre
ikke ved at den samfundsmæssige tilgang til vores fag er katastrofal. Den skal ændres det er en lang og sej kamp.

Det var lidt om hvad jeg mener. Min næste blog må så være opskriften
på hvordan vi når derhen, hvor alle mine tre punkter er opnået.

Go dag!