En god stund – uden afbrydelser ….

I går havde jeg en stjernestund. Dem har jeg mange af hver dag, men de fleste bliver som regel afbrudt, før de er afsluttet.

Anton har fundet en mariehøne – og puttet den i en spand. Nu kommer han og viser mig den. Øj hvor er den fin – skal vi finde lidt græs til den, siger jeg ”Joe”– nu går vi hen til græsset. ”Egentlig vil den jo hellere være i græsset end i spanden – vi kan prøve at sætte den ud igen og se hvor den går hen”. Anton tøver lidt – han har jo fundet den og synes nu den er hans. Louise og Maja kommer til. De vil gerne kigge med. Det ville sædvanligvis have udløst at Anton løb væk med mariehønen i spanden, men jeg har tid, sidder med og inviterer dem til at kigge på ”Antons fund”. Anton lader mariehønen komme ud i græsset. Vi holder øje med dens færden – prøver ind imellem at stikke en finger frem og lade den kravle op – men også ned igen. Den forsøger at flyve, men kan ikke. ”Måske er den våd – eller måske er den blevet lidt forskrækket eller klemt, da Anton samlede den op – og nu skal den lige sunde sig lidt”, byder jeg ind. Vi sidder længe, kigger, snakker om hvor den mon skal hen – hvad den mon spiser, hvor dens mariehøne venner mon er osv. Anton lader pigerne være med i hele processen. Jeg tror der går 6-8 minutter, mens vi sidder der. Til sidst kravler mariehønen op på det højeste græsstrå, breder vingerne ud, venter lidt – og letter så. Anton hopper op med smil på læben – ”den ku´”, råber han – ”den ku godt”……

Ved eftermiddagsbordet fortæller Anton Laurits og Ludvig om mariehønen der bedst kunne lide at være i græsset, som måske var blevet forskrækket og som selv skulle kravle op på fingeren for ellers ville den blive klemt på vingerne og ville ikke kunne flyve ud og finde sine venner – og jeg lytter med, og smiler anerkendene til ham. Tror vi begge to er høje af oplevelsen ……

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kunnet sidde 6-8 minutter i fordybelse med børn på legepladsen uden afbrydelser. Oftest skal jeg lige åbne døren for én, der skal tisse, mens jeg er ved at gynge eller rime-remse med de mindste. Eller jeg skal ind og skifte ble lige mens jeg står vagt ved kongens slot, og der er audiens for alle der vil besøge prinsessen, eller jeg må putte Lilly, der er lige ved at falde i søvn på cyklen og derfor må efterlade Benjamin, Ole og Sofus med frø og vandkander ved plantekummen, for så at opdage de er gået, når jeg kommer ud igen.

Og det gør mig så ærgerlig, for det er jo netop i de her små momenter, at dannelses processen opstår ægte og spontant. Den, der kan mærkes helt ind til benet, den, der giver mening og bliver siddende. Og jeg kan ikke lade være med at koble det med det nye udspil af læreplaner på daginstitutions området – her står bl.a.:

læringsmiljøet skal motivere børn til at undres, pirre børnenes nysgerrighed, anerkende børnene for deres fund, støtte børnene i vedholdenhed og støtte deres innovative formåen. Fordybelse understøtter også børnenes koncentrations- og abstraktionsevne, hvilket er afgørende for deres læring og udvikling”…..

men hvorfor oplever jeg så alt for sjældent at have muligheden for fordybelse, muligheden for at følge børnenes undren, fantasier og oplevelser til dørs, muligheden for at gøre et fund til en erfaringsrig dannelsesproces, som kommer helt ind under huden, lagres og bruges i barnets videre færden og ageren i livet – både socialt, kognitivt og i naturen.

Jeg er sikker på, at Antons opmærksomhed ift. mariehøns er skærpet, at hans nysgerrighed er pirret, og at hans evne til at turde dele er blevet bare en lille smule bedre – måske er pigernes også.

Det tog 6-8 minutter – og dem har jeg kun haft ganske få af, trods jeg altid prøver at finde dem og fordybe mig i den stille og nærværende interaktion.

Jeg er social normering – og altså en ekstra ressource der er tildelt børnehaven – prøv lige at pille den ud af konteksten, og forestil jer så hvor mange stjernestunder der bliver til det enkelte barn.

Kan og vil vi være det bekendt?

Kommentarer