Skaber diskriminerende retorik i samfundet negativ genklang hos børn i daginstitutioner?

Perker og neger er ord, der fornyligt er brugt som skældsord i min institution. Jeg oplever, at tonen fra nogle børn og forældre i institutionen er hård. Kan vi gøre mere for at for at forbygge diskrimination og eksklusion i daginstitutioner ved at normalisere forskellige kulturer og hudfarver?

I lang tid har det i samfundsdebatten omhandlet hudfarver, anden etnisk baggrund end dansk, religion, ghettoplaner og spørgsmålet om danskhed. Som mørk adopteret kvinde, mor til 4 lysebrune børn og ikke mindst som pædagog, er jeg optaget af denne del af samfundsdebatten. Mangfoldigheden blomstrer men udfordres ofte i samfundet. Jeg bliver bekymret for, om den forråede retorik og debatform hos bestemte politikere giver genklang hos forældrene og videre ned til de små i daginstitutionerne. Uligheden opstår og børnene får til tider ytret sig uheldigt. Privat oplever mine børn og jeg også den hårde diskriminerende tone både i børnehave, skole og i det offentlige rum. Skal denne diskriminerende retorik legaliseres i Danmark anno 2018?

For nylig bliver Katrine slået af Jens, da Katrine ikke vil gøre, som Jens siger. Jeg foreslår Jens, da vi har talt om det, at han kan gå hen og sige undskyld til hende. Jens siger, at han fandme ikke vil sige undskyld til en “neger”. Jeg bliver overrasket over ordvalget og Katrine er desuden fra Vietnam. Jeg spørger Jens, hvad han tænker en “neger” er. Det er alle dem med sort hår, som er lidt og meget brun og sort, siger han: “Min mor siger, at alle sådan nogle er “negere”. Han kigger dernæst op på mig, og bliver i tvivl og spørger, om jeg også er en neger? “For jeg kan jo godt lide dig”, siger han. Jeg bruger ikke selv ordet neger, men går ikke lige her ind i hvor politisk korrekt, det er at sige neger i dagens Danmark eller ej. Jeg fortæller, at det er mennesker, der kommer fra Afrika som tidligere blev kaldt negere. Hvordan er man i øvrigt politisk korrekt i børnehøjde? Synes allerede jeg er udfordret forklaringsmæssigt, da jeg prøver at svare Jens på hans spørgsmål og fortæller, at jeg ikke er fra Afrika, men er adopteret fra Sri – Lanka, og hvad det betyder. Jeg prøver samtidig at være nysgerrig på Jens, da han skal ikke gøres forkert, samtidigt signalerer jeg, at han ikke skal omtale Katrine sådan, da neger bliver brugt som skældsord i denne sammenhæng.

En anden pædagog Gitte er ved at male forskellige ansigter på væggen, og maler nu et brunt ansigt. Peter står og ser på, og siger så til Gitte: “Det bliver min mor ikke glad for”, Gitte spørger, hvad han mener? Han siger så: “Jamen han er jo sort i hovedet, det kan min mor ikke lide”, men jeg synes, det er fint, siger han. Denne mor har tidligere givet udtryk for, at hun ikke ønsker hendes børn skal gå på stue med nogle muslimske flygtningebørn eller lege med de mørke børn. Det er ikke er en holdning, der accepteres i institutionen, eller et valg hun har, får hun at vide.

For nogle uger siden, er der en pige, der siger til mig, at jeg ikke må røre hendes arm, da det er ulækkert, for så vil hun blive brun over det hele, når hun vågner næste morgen. “Det siger min mor”, fortæller hun derefter. Jeg bliver nysgerrig og tænker, at hvis pigen oprigtigt er bange for at blive brun, af at røre mig, så må jeg tage det alvorligt, og prøve at møde hende i det, og afmystificere hvilken trolddom, der kan ligge bag brune mennesker. Relationen er ellers fin mellem os, men ind i mellem siger hun noget, der undrer mig. Hun fortæller, da vi taler lidt videre, at hjemme kalder man nogle bestemte mennesker for perkere. Da vi senere sidder i en spisesituation med andre børn, omtaler hun igen nogle som perkere, sådan helt alvorligt. Det er specielt at høre fra et 5 årigt barn. Jeg er godt klar over, at hun og børnene ikke helt ved, hvad det betyder, men børnene hører, at det bliver brugt som skældsord, og tilsyneladende er legalt i nogle hjem. Børnene bliver uskyldigt viderebringer af en retorikform og diskriminering, der ikke accepteres i daginstitutionerne.

Det gør mig magtesløs og frustreret, for hvordan lærer vi børn om ligeværd og mangfoldighed, hvis modstand mod særlige befolkningsgrupper legaliseres hjemmefra? Børn er let påvirkelige og loyale, og det skaber forvirring omkring, hvad de selv oplever.

Det må ikke blive normalt og legalt at tale sådan til og om hinanden i daginstitutionerne og i samfundet for den sags skyld. Ingen børn er født dømmende, og skal ikke vokse op med, at der er rigtige og forkerte mennesker. Børn skal have lov til at danne relationer på kryds og tværs, uden at skulle tænke over, om det er passende. Hjælp dem og vis vejen, når den ind i mellem bliver utydelig. Lad dem blive i deres uskyldige univers, det bør ikke forurenes af voksnes holdninger.

Jeg er gået nysgerrigt ind i dialogen med flere af forældrene, og det gør en forskel. Børns udtalelser afspejler ikke altid forældrenes, men de kommer et sted fra. Andre gange ryger uheldige udtalelser ud over middagsbordet i familierne. Min intention er at skabe åbenhed omkring vores menneskesyn og have fokus på, hvad vi voksne rent faktisk giver videre til vores børn også ubevidst.

Hverdagsracisme foregår i samfundet. En del lægger måske ikke mærke til den stigende tendens, måske fordi de ikke selv mærker den. Andre er ikke bevidste om, at de måske selv er med til at legalisere, at tonen bliver hårdere. Jeg ser nødigt, at det sniger sig mere og mere ind i vores institutioner også. Det er mit håb, at det betaler sig at belyse, denne måske oversete problemstilling i daginstitutionerne.

Er børnenes ytringer afspejlingen af en stigende højredrejet tendens i samfundet, ikke mindst politisk, med stigende diskrimination mod særlige befolkningsgrupper? I så fald finder jeg det dybt bekymrende, da politikerne har et overordnet ansvar for den gode tone i det offentlige rum.

Kommentarer